Fra Trient til Champex via Fenetre d'Arpette

(Italien-Schweiz: 13,5 km, +1.480 m / -1.350 m)

Dag 2: Fra Trient til Champex – En dag, jeg aldrig glemmer

Dagen begyndte roligt i Trient. Efter morgenmaden på La Grand Ourse var vi klar til endnu en dag med vandrestøvler på, og inden vi forlod byen, måtte vi lige en tur forbi byens berømte, lyserøde kirke — Église de Trient. Den stod badet i morgensol, omgivet af grønne bjergsider og blomster, og det var et smukt og fredfyldt sted at begynde dagens etape. Vi vidste endnu ikke, at dagen skulle blive alt andet end rolig.

Planen var som udgangspunkt ret enkel: vi havde aftenen før besluttet at følge den klassiske Tour du Mont Blanc-rute via Col de Bovine, som skulle være en fin og tilgængelige rute primært gennem skovterræn. Denne dag kunne man dog også vælge en alternativ rute, Fenêtre d’Arpette, som vi havde besluttet at undgå, da den var klassificeret som ekstremt udfordrende på grund af meget stejle stigninger, en stor mængde højdemeter og svære stenrige passager og også kendebetegnet som "ikke for sarte sjæle". Desuden havde vejrudsigten lovet regn, så også af den årsag var beslutningen at undgå den ekstreme rute og holde os til Bovine-ruten.

Efter den lyserøde kirke begyndte vi pæn opstigning i flot solskin. Luften var frisk, og landskabet grønt og frodigt. Efter den lidt hårde opstigning fladede terrænet ud, og vi fulgte en idyllisk sti på højderyggen langs en gammel vandingskanal, som mindede mig om min skønne tur og levadavandringen på Madeira i sommeren 2024.

Vi havde god tid, nød stilheden og udsigten til bjerget på modsatte side og floden og et vandfald, som vi kunne høre bruse forude. Lidt længere fremme kom en flot hængebro til syne, der forbandt de to bjerge med hinanden, og som hang henover floden, hvor vandet strømmede koldt og klart forbi. Vi valgte at holde en kort pause, hvor vi kiggede på kort og bekræftede os selv i, at vi var på rette vej. Efter pitstoppet fortsatte vi turen og kom tættere og tættere på Trient-gletsjeren, som glimtede i solen foran os — et imponerende og betagende syn (der blev taget mange billeder!), der mindede os om, hvor tæt vi var på Mont Blanc-massivet.

Efterhånden som vi kom højere op, blev stien snoet, meget smal, med stenrige, støvede og stejle passager, hvor vi flere steder måtte bruge hænderne til at trække os op. Stigningen tog til, og vi begyndte at undre os over, hvorfor ruten virkede  som bjergbetjening og var betydeligt hårdere, end Bovine-ruten umiddelbart skulle være. Vi konstaterede desuden, at vi på dette tidspunkt var oppe i 2.300 m højde, og at højeste punkt på Bovine-ruten skulle være 2.200 m. Der var noget galt.

Så da terrænet blev stadigt mere krævende, besluttede vi os for at holde et hvil og få lidt at spise og kigge på navigations-app'en igen. Det var så dér, at det gik op for os, at vi slet ikke var på Bovine-ruten, men at vi havde overset et skilt og vejen til Bovine og dermed havde bevæget os ud på den alternative rute via Fenêtre d’Arpette – ved en fejl. 

Nervøsiteten bredte sig lidt i gruppen, for vi vidste, at der var ingen vej tilbage, for det var for sent at vende om. Vi måtte bare fortsætte opad på den rute, der er kendt som en af de allermest udfordrende på hele TMB, uden at vide, hvad der ventede os. 

Det sidste stykke til toppen var benhårdt. Stien snoede sig gennem en masse store sten, og hvert skridt krævede fuld koncentration, mens vi kiggede mod himlen og håbede på, regnen ville udeblive. Da vi endelig nåede Fenêtre d’Arpette 2.665 m højde total udmattede, blev trætheden glemt et øjeblik og udskiftet med den største eufori og glæde. Udsigten fra dette forholdsvis lille plateau var intet mindre end spektakulær og magisk. Bag os lå Trient-gletsjeren som et kæmpemæssigt isbånd, og foran os åbnede sig de schweiziske dale og Émosson-søen i det fjerne. 

Efter euforien havde lagt sig, og vi skulle begynde vores nedstigning, opdagede vi, at der ventede den mest krævende del endnu - et kæmpestort krater af sten ventede på os, og nedstigningen var hård, virkelig hård.

Den var stejl og fyldt med løse sten og store klipper, som vi måtte kravle ned ad i et langsomt tempo, hvor vi hjalp og bakkede hinanden op. Det var en kamp for hvert skridt, og selvom vi var heldige med vejret – den varslede regn kom heldigvis først til allersidst, hvor vi var nået ned fra stenkrateret – kunne vi kun forestille os, hvor farligt det ville have været, hvis klipperne havde været våde!

Efter en 11 timers sej vandredag (det hårdeste, jeg har prøvet til dato) nåede vi endelig Champex, fuldstændig udmattede og våde efter regnen, der havde indhentet os på de sidste par kilometer, men samtidig stolte over dagens præstation. Vi nåede akkurat frem til herberget Relais d'Arpette i tide til aftensmaden og til en kold og velfortjent øl, og hvor vi bekræftede hinanden i at være blandt de sejeste vandrere.

Det blev i hvert fald en dag, vi sent vil glemme 😅