Fra Val Ferret til Courmayeur (Schweiz-Italien: 17 km, +550 m / -1.200 m)

Dag 4: Efter regn kommer der sol... 

Da vi vågnede i Val Ferret, var vejret endelig med os. Tågen og regnen fra dagen før var lettet, og de første solstråler ramte bjergsiderne udenfor vores vindue på Auberge La Vachey. Det tegnede til at blive rigtig god dag i bjergene.

Efter morgenmaden fik vi pakket vores rygsække, spændt støvlerne og begav os ud på ruten i den lidt kølige (et par grader) friske bjergluft, som de første kilometer tog os i samme retning som starten på den tur, vi gik i går, dog denne gang i tørvejr og høj blå himmel og med flot udsyn til bjergene, der i går var pakket ind i regnskyer og tæt tåge. 

Efter den jævne opstigning på 500 meter nåede vi frem til en dal og højderyg af grønne enge og åbne landskaber, hvor udsigten mod Mont Blanc-massivet, som strakte sig storslået i horisonten. Det var en af de dage, hvor vi  (især jeg) stoppede op mange gange for at tage det ene billede efter det andet.

Vi gik et godt stykke tid på højderyggen, krydsede broer over vandløb fra bjergene, og vinden blev varmere, efterhånden som vi kom længere op ad dagen, og vi svedte os vej ud af lagene – fra fleece og lange bukser til sommerstemning i shorts og korte ærmer. Undervejs mødte vi både små grupper af vandrere og enkelte køer med klokker, der spillede en klassisk alpesymfoni. Vi kunne mærke, at vi nu for alvor var kommet ind i hjertet af de italienske alper og nød det til fulde.

Efter et dejligt frokost-pitstop begyndte den lange nedstigning mod Courmayeur – hele 1.200 højdemeter. Jeg var lidt spændt på nedstigningen, ikke mindst på grund af mit knæ (der godt kunne mærkes), men terrænet viste sig at bestå af fine stier, der bugtede sig gennem skoven. Det blev en smuk og næsten meditativ afslutning på dagen.

Da vi nåede Courmayeur i bagende høj sol, blev vi mødt af en charmerende alpeby med meget smukke stenhuse og blomsterkasser i alle farver. Efter flere dage i højderne og små landsbyer føltes det helt hyggeligt at komme ned til lidt mere liv igen – caféer, små butikker og italiensk stemning overalt. Vi fandt et sted at drikke en iskold øl eller cola, hvor vi også spiste lidt let tapas og lod fødderne hvile, mens vi nød stemningen af livet i byen fra menneskerne i gaden.

Det havde været en lang, men vidunderlig dag – fuld af sol, udsigt og ro. En etape, der mindede os om, hvorfor vi  havde drømt om Tour du Mont Blanc i så lang tid.