Fra Courmayeur til Les Champieux ( Italien-Frankrig: 17 km, +1.000 m / -900 m)

Dag 5: Fra Italien til Frankrig – En dag med sol, vind og betagende natur

Morgenen begyndte i Courmayeur, hvor vi sammen med en hel flok vandrere fra hele verden ventede lidt utålmodigt på en shuttlebus, der skulle tage os til dagens start på ruten. Da bussen kom (til tiden) var stemningen i bussen en blanding af forventning og begejstring. Man kunne mærke spændingen over, at alle vidste, at der forude ventede endnu en lang og storslået dag i bjergene rundt om Mont Blanc. Allerede fra det øjeblik vi steg ud af bussen gik det stejlt op ad en bred asfaltvej langs en brusende flod, og benene blev hurtigt varme, og pulsen steg. 

Et godt stykke oppe delte vejen sig i to, og vi havde på forhånd valgt at tage den en lille afstikker, som viste sig at være hele turen værd. Her kom vi tæt på en stor gletsjer – iskold, kedelig grå, rå og fascinerende. Vi satte os et øjeblik og nød synet og lyttede til lydene fra isen, der smeltede og knagede, mens små stykker brækkede løs og faldt ned i søen for foden af gletsjeren, som vi havde håbet på ville være krystalblå, men den var grumset og grå. Det var alligevel et øjeblik, hvor naturens kraft for alvor kunne mærkes (man skulle nok ha' været der, for på billederne ser det ikke så vildt ud 😅).

På vej ned fra gletcheren kom vi forbi en lille anden - og lidt pænere - sø, der var formet som et hjerte. Det måtte jeg selvfølgelig forevige med mit kamera.

Tilbage på hovedruten fulgte vi en lang, næsten flad grusvej – nærmest som en bjerg-“motorvej” – omgivet af vandrere, mountainbikere og løbere, der trænede til det legendariske Ultra-Trail du Mont Blanc. Rundt om os rejste bjergmassiverne sig i begge retninger, og endnu en gletsjer glimtede i horisonten. Det var storslået, men på sin egen måde også roligt – som at gå midt i et postkort.

Efter den flade passage begyndte dagens alvor: den lange, stejle opstigning. Jo højere vi kom, jo koldere blev vinden, og vi måtte finde de ekstra lag frem igen. Stien snoede sig opad, og der blev stille i gruppen – pulsen steg, og fokus lå kun på vejrtrækningen og de næste skridt. Undervejs ændrede landskabet karakter; de grønklædte bakker og bløde former mindede overraskende meget om Færøerne, før terrænet igen blev mere barskt og alpeagtigt.

Efter endnu en meget stejl strækning fandt vi et stykke græs med udsigt over den gigantiske store og smukke dal, som vi kom fra, hvor jeg smed støvlerne, luftede tæerne og spiste frokost i solen. Det føltes som den bedste pause i verden – med madpakker i hånden og udsigt til de vildeste bjergtinder, der omfavnede dalen den grønne dal.