Fra Les Contamines til Les Houches (Frankrig: 18 km, +900 m / -1.100 m)
Dag 7: Le Grand Finale i høj sol og et farvel til stierne på Tour du Mont Blanc
Den sidste dag begyndte tidligt i den hyggelige by, Les Contamines, under en skyfri blå himmel og med viden om, at rejsen snart ville nå sin afslutning. Vi skulle egentlig have taget en bus til startstedet, men kunne ikke finde ud af, hvorfra den kørte. I stedet besluttede vi at gå ca. fem kilometer ad stille veje og små stier, mens solen langsomt steg over bjergene.
Vejret var perfekt, og stemningen høj. Jeg havde dog kun fået et par timers søvn (kroppen var åbenbart på overarbejde med de mange indtryk og højdemeter den forgangne!), men tanken om, at det var sidste dag på Tour du Mont Blanc, gav os alle lidt ekstra energi - og i dagens anledning havde jeg selvfølgelig taget min WanderWoman
t-shirt på. Jeg var så klar til sidste etape!
Da vi kom frem til rutens start (selvom de 5 km forinden også talte med), tog opstigningen os først gennem et villaområde og derefter et skovområde med først brede stier og derefter en grusvej, som blev smallere og mere ujævn med store sten og trærødder med små klatrepartier. Det var sejt, men benene var stærke, og vi blev hurtigt enige om, at vi alle var kommet i rigtig god form undervejs. Undervejs kom vi også forbi en del trappestier, der skulle "bestiges". Det var i det hele taget et meget afvekslende terræn, vi var ude i denne sidste dag.
Undervejs passerede vi et mægtigt og kraftfuldt vandfald, hvor vandet styrtede ned ad klipperne med buldrende kraft, og over floden svævede en lang hængebro, som vi skulle krydse — og ja, det var både frygtindgydende og spændende. Broen var smal og gyngede, når man gik på den, og reglerne sagde, at der helst kun skulle være én person ad gangen. Men det var bestemt ikke alle, der overholdt det, hvilket fik broen til at gynge endnu mere. De brusende vandmasser under os gjorde oplevelsen både dragende og nervepirrende, men med lidt koncentration kom vi selvfølgelig sikkert over.
Til sidst nåede vi toppen med sved på panden og blev mødt af et syn, der føltes som en belønning for hele ugen: en stor grøn alpeeng badet i solskin, omgivet af bjerge – og midt i det hele græssende køer med kæmpe klokker om halsen. Det var et magisk øjeblik. Foran os lå det majestætiske og højeste af dem alle, Mont Blanc, som vi mange gange i ugens løb havde betragtet fra forskellige vinkler og 3 forskellige lande.
Vi slog os ned på en stor sten, pakkede baguetter, pålæg og snacks ud og gjorde os klar til at nyde de smukke omgivelser i ro og fred. Men idyllen holdt ikke længe. Ud af det blå dukkede en stor ko op. Så en til. Og før vi vidste af det var vi omringet af en hel delegation af nysgerrige kæmpekøer, der tydeligvis mente, at vores frokost var fælles ejendom.
De kom helt tæt på — alt for tæt på— og vi måtte i lettere panik pakke sammen, mens vi grinede og forsøgte at redde både mad og sokker fra deres undersøgende snuder. Scenen endte med os, der løb rundt (jeg i bare tæer!), mens vores tøj og baguetter lå spredt ud til alle sider. Ingen af os havde nogensinde prøvet at blive “overfaldet” af et ton tung nysgerrighed i 2.000 meters højde – men det blev et ret sjovt øjeblik på TMB, vi aldrig glemmer.
Oversættelse af skiltet
VELKOMMEN TIL ALPAGE DE L’ARE (Kommune Saint Gervais).
Vi er køer af Hérens-racen (fra Valais i Schweiz), og vi tilbringer hele sommeren på dette vidunderlige fjeldgræsningsområde.
Du må gerne tage billeder af os, men venligst klap os ikke, for vi knytter os hurtigt til folk og vil måske følge dig på dine vandreture!
Hvis du har hunde med, bedes du holde dem i snor, så vi har tid til at krydse fjeldet. Endelig – da græsset er lækkert – venligst ikke forurene området med affald. Tak til alle, og god vandretur!
P.S. Sørg for, at porte og låger altid er lukkede – det er vigtigt for vores sikkerhed. Hérens-køerne og deres ejere
Alt ånder fred i første omgang...
Hérens-køerne græsser, solen skinner, og alt er fredeligt i alpelandet 😊
Men idyllen varer kort – pludselig rykker de nysgerrige 1000 kg's fruer meget tæt på, så vi flygter letter panisk og grinende med baguetter, tasker, støvler i hænderne 😂
Efter frokosten – og mødet med vores nye, meget nærgående venner 😅 – begyndte vi nedstigningen gennem skoven. Stien snoede sig først mellem træer og skygge, før den forvandlede sig til en smal højderyg med frit fald på den ene side. Flere steder var der sat reb op til at holde fast i, når man skulle balancere forbi store sten, og her blev stemningen mere koncentreret. Tavsheden sænkede sig; kun vinden og vores åndedræt kunne høres. Et enkelt forkert skridt her ville være fatalt, så der blev kun taget fotos, hvor det var helt sikkert. Naturen viste sig fra sin rå og vilde side – smuk, men også med en klar påmindelse om, at man skal have respekt for bjergene, når man færdes så tæt på de rå kræfter.
Da vi kom ud af skoven, krydsede vi et sæt jernbaneskinner og bevægede os ind i et område med kabellifte og en lille bjergcafé, hvor folk sad i solen med udsigt til Mont Blanc. Stemningen var afslappet og livsnyderagtig – præcis sådan, som vi drømte om, at vores sidste vandredag skulle føles. Vi slog os ned og holdt en velfortjent pause med kolde øl og sodavand, mens skuldrene sænkede sig, og trætheden blev afløst af 100 % tilfredshed. Foran os lå dalen og Les Houches, som var målet for hele turen, badet i sollys og endelig inden for rækkevidde. Smilet var stort hos os alle!
Det sidste stykke gik gennem skov og forstæder, hvor de første smukke huse i Les Houches dukkede op mellem træerne. Benene var trætte, men gode, og vi roste hinanden undervejs. Da vi ramte asfalten og gik gennem byen, kunne vi mærke, hvordan euforien lige så langsomt steg til nye højder, og til sidst stod vi foran porten i Les Houches – det officielle slutpunkt på ruten. Vi så på hinanden, smilende, udmattede, lykkelige og stolte. Syv dage, utallige højdemeter, sved, grin og små og store sejre senere stod vi dér hvor det hele var begyndt.
Endelig kunne jeg sætte et stort, lykkeligt hak ved Tour du Mont Blanc – træt, glad og mere rig på minder, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Og jeg kunne selvfølgelig ikke have gjort det uden mine fantastiske søde vandrevenner, som delte de smukkeste bjergtoppe, sol, tåge, regn, spænding, grin, får, rovfugle, store køer og masser af grin med mig undervejs.
TAK for et vandreeventyr, jeg aldrig vil glemme ❤️
TAK FOR BESØGET
All rights © wanderwoman.dk