Bornholm Dag 1

Dag 1: Rønne-Dueodde (35 km)


Så kom rygsækken og vandrestøvlerne igen frem fra skabet, og de næste 4 dage vandrer jeg Bornholm rundt langs kysten. Har ikke besøgt øen i 20 år, så nu skal den for alvor udforskes 👣 

Jeg tog bussen fra København til Rønne i går aftes og har overnattet midt i Rønne by (airbnb) hos en virkelig rar, ældre mand, Sverre, hvor jeg fik det bedste/største værelse med fin seng, stort bad og lille køkken. 
Efter en god nattesøvn i Sverres hyggelige hus fik jeg i dag min 1. etape (Rønne-Dueodde 35,5 km). Det blev en LANGfredag og derudover også en meget smuk og varm en af slagsen, for på solskinsøen var der dømt masser af solskin, hvilket de øvrigt også lover resten af påsken ☀️ 

Jeg havde valgt at gå mod uret, dvs. jeg startede med at gå på sydkysten fra Rønne mod Dueodde, og Sverre fortalte mig inden afgang, at jeg blot skulle huske at have højre fod i vandet, så kunne jeg ikke gå forkert. Fin humor ;-)

På det første stykke fra Rønne fandt jeg en hyggelig lille strand, hvor jeg var tæt på at falde over en stor gren, som jeg valgte at samle op og bruge som vandrestav, for jeg havde ikke medbragt vandrestave. Jeg tænkte, at jeg måske kunne finde en gren undervejs, og her lå den nærmest og råbte på mig. Den havde også et fint "indbygget" håndtag - ja tak...

Det første stykke derefter og mod lufthavnen var lidt tricky, da jeg så vidt muligt gerne ville gå ved vandet. Men på enkelte strækninger viste det sig, at der var meget store sten, som gjorde turen ufremkommelig, og jeg måtte derfor søge lidt væk fra kysten og ud på kyststien. Jeg mødte på et tidspunkt en fisker, som desuden anbefalede mig ikke at gå langs kysten ved lufthavnen, da den også var svært tilgængelig.

Jeg valgte derfor at passere lufthavnen via landevejen, en strækning på ca. 3-4 km, men solen var dejlig, og jeg lyttede til P4 Bornholm med god musik og gode historier. 

Da jeg nåede til Arnager drejede jeg igen af mod kysten, og herefter gik resten af turen langs stranden og ad kyststier. Her var der rigelig med plads til ro og fordybelse, da jeg stort set ikke mødte et øje (udover flere fiskere), der stod ude i vandet og spejdede efter vandreren med rygsækken.

I Boderne var der dog lidt civilisation at spotte - og lidt turister - og da fødderne var ved at være lidt varme, og jeg samtidig var lidt sulten, valgte jeg at spise lidt frokost (og lufte mine tæer) på en hyggelig restaurant med udsigt udover havet.

Herefter gik jeg målrettet mod Dueodde, igen skiftende fra det fineste sand til rigtig god kyststi, og sidst på eftermiddagen landede jeg Myregaard Bed & Breakfast et godt stykke ude på landet. Superhyggeligt sted i romantisk stil og et par fantstiske værter.  

Er allerede dybt betaget af denne skønne ø og er ret sikker på, at det kun bliver bedre. Her er der rig mulighed for et skønt bad og opladning til endnu en varm dag på østkysten i morgen. Ønsker alle en dejlig påske.