Ermita de Betlem

ERMITA DE BETLEM

Janet og jeg startede vores første lille hike i en bjergkæde på den nordøstlige kyst af Mallorca - syd for Alcudiabugten - hvor vores mål var at besøge en 200 år gammel eneboerhytte (Ermita de Betlem), der blev bygget i 1805, og som helt op til for 10 år siden blev brugt som et munkekloster på øen.


Da vi havde paddlesurfet i Alcudiabugten om formiddagen, kom vi først afsted mod bjergene efter frokosttid, og det var omkring 30 grader, da vi nåede til vores startposition. Pyha! Det var derfor nok meget godt, at det kun var en kort vandretur på et par timer, vi havde valgt. Men trods varmen og et meget kuperet terræn til at begynde med var det bare skønt at vandre sammen igen. Vi fandt hurtigt hinandens tempo, som da vi gik sammen på Caminoen og nød hinandens selskab og den smukke natur, som vi var omgivet af.  


Efter en start med moderat stigning og større eller meget smalle passager i et område med store og små rullesten - og uden skygge og dermed en del sved på panden - blev terrænet mere fladt, før vi nåede toppen (ca. 300 over havets overflade) med det fine kloster/kapel og udsigt udover den smukke Alcudiabugt.


Turen ned var knap så hård, og til tider satte vi i løb, hvor jeg fik afprøvet mine nye vandresko, som også er en trail-løbesko, som kom helt til sin rette. Alt i alt en virkelig skøn tur, som gav Janet og jeg blod på tanden til at planlægge endnu en vandretur, men hvor vi også hurtigt var enige om, at vi på vores næste tur ville starte ud tidligt om morgenen for at undgå den værste sol. 


Læs mere om Port de Pollenca til Cap de Formentor her.