Camping og hiking på L'Ofre (1093 m)

Samme eftermiddag, som Janet og jeg vender tilbage fra vores hikingtur til Cap de Formentor har Janets spanske ven, Miguel, pakket hans store bil med alverdens camping-, foto- og droneudstyr, lækker mad og drikke, og efter næsten 2 timers bjergkørsel vestpå henover de snoede Tramuntana-bjerge nåede vi et kæmpestort privat jagtområde på et af de højeste bjerge på Mallorca (L'Ofre - ca. 1.093 m). Søsterbjerget, som ligger lige ved siden af, og som vi også havde udsigt til, er det højeste bjerg på øen (Puig Major - 1.445 m). 

Ved indkørslen til jagtområdet blev jeg mødt af et fantastisk syn (vandreservatet Cuber), som strakte sig over et meget stort område på bjerget. Efter ca. 15-20 minutters kørsel i lidt vildt terræn, hvor en 4-hjulstrækker er en nødvendighed, nåede vi frem til Miguels hundrede år gamle, hvor pigerne straks gik i gang med at slå teltlejren op. Miguel bar al mad og drikke ind i jagthytten og sendte sin drone, der kunne række 5 km, til vejrs, og filmede de spektakulære views på bjerget. Han har lovet at sende mig videoer, som dukker op på bloggen senere!

Da solnedgangstid nærmede sig, pakkede vi fotoudstyr og kølig hvidvin i bilen og kørte yderligere 10 minutter op på bjerget, hvor Miguel viste os op til det helt rigtige spot, hvor vi helt alene kunne nyde stilheden og den betagende udsigt. Jeg var mildest talt henrykt og havde den varmeste følelse i kroppen af lykke, og med dyb ydmyghed/taknemmelighed betragtede jeg solen, mens den sænkede sig smukt ned i Middelhavet - sikke et syn og privilegie!

Da solen var forsvundet, fik vi travlt med at kravle ned fra bjerget til bilen, inden det blev helt mørkt og tilbage til jagthytten, hvor det nu var tid til at stege møre bøffer på et gasblus med pandelygter på og levende lys på bordet, for nu var natten sort, og vi havde kun stjernerne til at lyse natten op. Hertil nød vi lidt mere spansk vin og den medbragte spanske tortilla og ratatouille. Samtidig med at vi smagte på dette fantastisk måltid mad, betragtede vi stjernehimlem, som for hver gang man kiggede op blev mere tydelig og (stjerne)klar. Desværre kunne vi ikke se mælkevejen, hvilket Miguel fortalte ellers var normalt i dette område. Med god mad og vin i kroppen begyndte trætheden dog at melde sig, for det havde trods alt været en begivenhedsrig dag, der startede kl. 5 om morgenen med en lang og varm hikingtur. Så snart lå jeg i soveposen i mit lune telt og tænkte på denne skønne dag, som jeg forhåbentlig aldrig glemmer - og den næste dag skulle vise sig at blive mindst lige så fantastisk (se nedenfor).

Egentlig havde jeg troet, at jeg ikke ville lukke et øje hele natten, da der natten igennem gik får rundt på bjerget med klokker om halsen, som enten var tæt på eller langt væk fra vores lille teltlejr. Men utroligt nok havde det en utrolig hyggelig og beroligende effekt og fik mig helt automatisk til at døse hen i en skøn og afslappet søvn, også selvom man hørte klokkerne i det fjerne... og at vågne op til denne lyd var nærmest meditativt. Da jeg lynede op for teltdugen lidt over kl. 6, havde jeg udsigt til den smukkeste morgensol henover bjergene og over mod det højeste punkt på Mallorca - "What's not to like", tænkte jeg... 

Da jeg var den eneste, der var stået op, kunne jeg lige så godt udnytte tiden og gå en lille tur, så jeg hoppede i min hikingsko og begyndte at gå tilbage mod det vandreservat, hvorfra vi kom dagen inden, mens jeg nød stilheden og solen komme frem bag bjergene og kiggede ud på de mange får og geder, der var mindst lige så nysgerrige, som jeg var. Jeg var fuld af fornyet energi (måske var det de meditative klokker fra natten?) og satte farten op og begyndte at løbe ned mod det smukke vandreservat for ta' et par fotos. Da jeg nåede tilbage til vores teltlejr, havde jeg gået/løbet 4 km i kuperet terræn, og nu havde Janet og Miguel også set dagens lys og var ved at gøre klar til lidt morgenmad bestående af græsk youghurt med müsli og friske frugter.

Nu var tiden så inde til at hike op til toppen af bjerget L'Ofre, som vi befandt os på, og med os fulgte selvfølgelig jagthunden GauGau (der betyder "hund" på kantonesisk - Janets modersmål). Jeg var virkelig imponeret over hundens energi, der oversteg min med mindst 1000 %. Den piskede afsted i meget hurtig fart og var væk i et par minutter ad gangen for at løbe tilbage til os, og så afsted igen i al slags terræn, bl.a. stejle stigninger på klippeafsatser mv. - og det gjorde den i alle de 3 ½ time vi var på tur, og kun med en enkelt drikkepause på toppen. Imponerede superman-hund!

Turen op til toppen var til at begynde med ret nem, selvom det gik pænt opad. Denne del af turen udgjorde den hiking-venlige rute GR221, som er populær blandt vandrefolk og også kaldet "De tørre stens rute", som udgør ca. 130 km med meget smuk og varierende natur (den må jeg ned og gå næste gang!). På et tidspunkt forlod vi dog GR221-ruten og begav os ud på en alternativ og noget sværere rute for at komme helt til tops, og jeg skal love for, at den ikke var for sarte sjæle, og nogle steder var vi nødt til at klatre lidt. Der var dømt fuld koncentration, for det ville ikke være et kønt syn, hvis man trådte forkert på de dramatiske klipper og store sten, Mine hikingsko kom for første gang på en alvorlig prøve, men de bestod gudskelov, og da jeg nåede toppen, var jeg for at sige det mildt ret stolt af min egen præstation, og med den følelse i kroppen og udsigten, der her tonede frem for mine øjne, var så vild, at jeg måtte trille en lille tåre. Fra toppen kunne man se ud over hele øen... fra Alcudiabugten til Palmabugten til Sollérbugten og ind over de storslåede bjergtinder rundt om på hele øen, og det gjorde det ikke ringere ved synet af indtil flere ørne, der kredsede rundt om bjergtoppen. Det var et betagende syn, som blot bekræfter mig i, at det ikke er det sidste bjerg, jeg har "besteget". Den følelse, jeg får i kroppen, når jeg står på toppen af sådan et bjerg, er helt ubeskrivelig. 

Vi valgte en anden rute på vej tilbage til jagthytten, som var noget mere overkommelig og nærmest som "a walk in the park" sammenlignet med den, vi lige var kommet op ad, og det viste sig, at vi havde været væk i 3 ½ time og havde kun hiket lidt over 5 km - og selvom vi selvfølgelig holdt et par få pauser undervejs, fortæller det nok noget om, hvor lang tid vi brugte på at klatre/bestige den svært fremkommelige del af bjerget. Men tro mig - jeg gør det hellere end gerne igen, for udsigten er uden tvivl det hele værd :-)