Sejltur fra Klaksvik og Sælkvinden 

Denne dag havde vi glædet os rigtig meget til. Vi skulle nemlig besøge en af de nordlige øer, Kalsoy, som jeg allerede hjemmefra havde læst en del om og derfor stod højt på ønskelisten, da jeg bl.a. gerne ville møde den 3 meter høje Sælkvinde. Jeg ved ikke, om det var derfor, at jeg vågnede ekstra tidligt, og det samme gjorde Vibeke. Så vi fik gjort os klar og kom afsted, så vi kunne nå en tidligere færge end planlagt. Der er nemlig ingen tunnelforbindelse til denne ø. Da vi landede kl. 8 ved færgelejet i Klaksvik, holdt der kun 2 personbiler og en lille lastbil, der skulle med færgen. Så vores uro for, om der var plads til os, blev hurtigt manet i jorden. Man kan nemlig ikke bestille færgebilletter på forhånd og skal bare håbe på, at der er plads til en på færgen, og at bilkøen ikke er meget lang. Det var den ikke. Tur/retur for 2 personer inkl. bil koster 200 kr., og det er fundet for de penge og de oplevelser, der ventede forude på øen!

Da vi ankom til Kalsoy efter ca. 25 min sejlads, satte vi kurs mod den lille bygd, Mikladalur. Det er svært at køre forkert, da der kun er én vej på øen og 4 meget smalle tunneler, hvor der kun er plads til en bil adgangen! Disse tunneler udgør 5,5 km af de 12 km vej, der findes på øen. I Mikladalur parkerede vi bilen og fandt ret hurtigt for foden af en klippeafsats og trappenedgang den sagnomspundne kæmpe Sælkvinde (eller på færøsk Kopakonan) placeret på en smukt afsides liggende klippe med høje fjelde og med havet som baggrund - og ja, jeg var ret så imponeret over denne fantastiske statue. Vores lille havfrue derhjemme på Langelinje tåler ingen sammenligning. Vi var de eneste på pletten, hvilket gav os god tid og lejlighed til at tage billeder fra alverdens vinkler. 

Teksten fortsætter længere nede på siden, hvor du kan læse om stejle højderygge og (spoiler) James Bonds mindegravsted...

Stejle højderygge, sug i maven og James Bonds mindesten

Men nu gik turen videre længere nordpå. For udover at se Sælkvinden var vores mål at vandre fra bygden Trøllanes og til det nordligste fyrtårn på alle øer. Her havde jeg desuden researchet mig frem til, at der på den nordlige spids ville møde os den vildeste og smukkeste højderyg, og som man skal holde sig fra, hvis der er for meget vind. Det er simpelthen for livsfarligt at gå på højderyggen, når det stormer, da man risikerer at blive taget af vinden. Her på øerne skal man have respekt for naturen og tage vind og vejr alvorligt, ellers er det game over. Til vores held var der slet ingen vind, og vi følte os meget heldige. 

Der var ingen mennesker i Trøllanes, hvor vi startede vores hike til fyrtårnet. Selve hiket tog kun ca. 45 minutter, og i starten foregik det på en skrånende sti, der var mudret/smattet efter den smeltede sne. Herefter ændrede terrænet sig til blødt, vådt græs, og den ene betagende udsigt efter den anden tonede sig frem. Da vi nåede frem til den vilde højderyg, fik vi masser af sug i maven, for til begge sider gik det stejlt ned mod de vildeste klippeskråninger, og vi vidste, at trådte vi forkert, ville det være slut. Men den helt ubeskrivelige og fantastiske udsigt kombineret med det rolige vejr (ingen vind) gav os modet til at gå hele vejen til den allernordligste spids af øen, hvor vi med stolthed og helt euforiske følte os så meget i live og samtidig så små og ydmyg og meget taknemmelige for at være lige præcis på dette sted. Det er den vildeste følelse at mærke naturens magt på den måde, og hvad det bringer frem af følelser i krop og sjæl. 

Med kig ned til det klareste tyrkisblå vand, der slog ind mod klipperne til en lille bugt forenden af klippeskråningerne gik vi over til Færøernes nordligste fyr (ikke så spændende et fyr som det, vi forleden så på turen til Nólsoy). Men det var nu heller ikke fyret, der trak så meget i os, men i stedet den gravsten, der af en af lokale på øen er blevet placeret på kanten af den vilde klippeafsats, til minde om den sidste scene i James Bonds seneste film No Time to Die, der blev filmet på dette vilde sted i verden - og når man står her, forstår man så udmærket, hvorfor de filmfolk valgte denne lokation! Det var med en vanvittig følelse og kæmpestore smil, der legende let fik os henover de smattede og våde skrå stier på vej til Trøllanes, hvor vi nu begyndte at møde vandrende folk, der lige som os var nysgerrige efter at se dette magiske og smukke sted i verden - eller måske var det også James Bond-stenen, der trak i de nysgerrige turister fra hele verden.... Det, der var størst for mig, var uden tvivl suset i maven højderyggen - Jeg ELSKER Færøerne og den følelse, de giver mig i kroppen...

Gå til dag 6