Dag 4: Campiello - Berducedo (29 km)
Denne dag glemmer jeg aldrig! Jeg havde som nævnt læst og hørt, at Hospitales-ruten skulle være noget ganske særligt, og det skal jeg da lige love for, at den var i alle henseender.

Efter en meget varm nat, hvor jeg næsten ikke fik lukket et øje, startede Janet og jeg (igen) som de første med at forlade herberget i Campiello lidt over 6 i meget tæt tåge og med pandelygter. Efter ca. en times tid var vi oppe over skyerne, og vi fik fornøjelsen af at se en smuk solopgang og betragte skyerne fra oven, hvilket var et af de højdepunkter på turen, som jeg havde set meget frem til.... og det var lige så ubeskriveligt smukt, som jeg havde forventet, og samtidig stille og lunt, så vi kunne smide vores jakker og regnslag efter tågevandringen ☀️ Herefter gik det opad ca. 8 km, hvor vi bare nød den smukke udsigt og gik mod køligere vejr. Ved 10.30 tiden kom vi til et meget åbent og smukt punkt på ruten, hvor vi troede, at vi havde nået det højeste punkt - og vi var lykkelige, hvilket afspejles i armene over hovedet.

MEN vi tog grusomt fejl, for herefter gik det fortsat skiftevis 500 meter op og ned (15 km), og vejret ændrede sig drastisk og i alle mulige retninger fra stærk tåge til regn og kold vind og endda lidt hagl og sne - og hvis vi troede, at vi havde set stejle stigninger med sten de sidste par dage, tog vi grueligt fejl. Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget så hårdt og endte med flere steder at gå i en form for trancelignende og meditativ tilstand (heller ikke det har jeg prøvet før), hvor hjernen blev slået fra for at kunne komme igennem næste passage med rullende sten eller lignende.

Det var en konstant kontrast dagen igennem med de mest betagende og vanvittigt smukke udsigter med vilde køer, tyre og heste gående omkring os og med ørne flyvende over vores hoveder til rå, barske og vanskelige passager, som gjorde, at hele følelsesregistret blev taget i brug - og da vi efter 10,5 times vandring og 29 km (uden at passere en eneste by) med ganske få pauser endelig nåede vores destination, var det med stor jublen og gråd, der var umulig at holde tilbage.

Efter denne dag forstår jeg endnu bedre, hvordan særligt Camino Primitivo trænger ind under huden på folk - og på trods af den fysisk stærke og svære udfordring, det endte med at blive i dag - ville jeg ikke have været den foruden. Jeg har vist at have en styrke, jeg ikke i min vildeste famtasi troede, jeg besad - og så er det i oven i købet uden en eneste vabel eller problemer med begge mine korsbåndsskadede knæ.

Det er med en anelse stolthed, jeg takker af for i dag - og kan gå til ro med tanken om, at der kun er lidt over 200 km til Santiago 👣

Til vandredag 5 - klik her