Dag 5: Berducedo - Castro (26 km)

Først og fremmest tusind tak for alle jeres søde ord. Det varmer utrolig meget.

For varme kan man ikke just sige, at vi har meget af hernede... I dag tillod Janet og jeg os at starte lidt senere end normalt (7.30), da vi sjovt nok havde lidt ømme muskler efter den vilde dag i går, og vi lagde rimelig hårdt ud med en lang og ret så opadgående strækning på asfalt og snoede veje (som ingen ende ville tage) i snevejr. ❄️ Da vi senere ramte et skovområde med skiftevis hårdt/stenet eller blødt underlag, gik det meget stejlt nedad samtidig med, at det slog over i regn, og på stort set resten af turen var regnslagene flittigt i brug 💦 Der var dog ingen vind, og trods sneen/regnen var vi derfor enige i, at det var en “nem” strækning (tror næppe nogen ville gi” os ret i det) - men med oplevelserne fra i går siddende i kroppen føltes alt forholdsvist nemt i dag, eller også er kroppen og fødderne bare ved at vænne sig til de lange gåture 👣 Undervejs sendte jeg en masse varme tanker til min kære far. I dag er det to år siden, han sagde farvel til os, og den dag sidder stadig dybt i mig. Men jeg er sikker på, at både han og min mor er med mig på denne tur 🌹🌹

I skoven begyndte vi at få de første glimt af dagens højdepunkt, dvs. en meget smuk dam/stort vandreservoir over floden ved Grandas de Salime. Ingen tvivl om, at billederne ville ha’ taget sig væsentligt smukkere ud med høj blå himmel, men den øsende regn kunne ikke ændre på vores fortsatte glæde over, at dagen i går var overstået, og vi syntes, at udsigten var ikke mindre end fantastisk 😄

Som alle de andre dage nåede de tre unge gutter fra Barcelona at indhente os undervejs, så der igen var tid til et par selfies, og i dag valgte de endda at følges med os på resten af turen, selvom de plejer at spæne videre, (da de måtte indrømme, at også deres ben var trætte fra i går).

Vi havde oprindeligt talt om, at det skulle være en stille dag med kun 20 km vandring, men da vi nåede frem til det planlagte herberg, følte vi os stadig friske i fusserne og besluttede os til at snuppe 6 km mere til næste by, og denne strækning var ret flad og dermed ren hyggevandring for os alle.

Nu er vi indlogeret på et superhyggeligt herberg i Castro (takket være Marie Lau Florin, som selv har gået flere Caminoer og har været en kæmpe inspirationskilde for mig), hvor Janet og jeg har fornøjelsen af at dele værelse med to søde tyske piger, så vi er fri for de højttalende/snorkende/pruttende italienske mandfolk, der var til natlig gene for de fleste på gårsdagens herberg Mine ørepropper virkede dog gudskelov efter hensigten, så endelig en stille nat til mig ☺️

De to argentinske piger fra vores Camino-familie blev desværre nødt til at tage en bus i dag, da en af dem vred om på sin ankel på Hospitales-ruten i går. De bor nu den by, som vi skulle ha’ sovet i - og savner os. Men vi håber selvfølgelig at møde dem igen senere på ruten.

Tak igen til jer alle, der kigger med og orker at læse mine til tider lange beretninger. Håber I har det godt hjemme i lille Danmark, og at foråret for alvor er kommet for at blive? Lyset er slukket og dagbøgerne skrevet - og en rolig nat kalder...