En gåtur langs kysten - København-Helsingør (45 km)

For et års tid siden så jeg et facebook-opslag, hvor man kunne tilmelde sig en gåtur fra København til Helsingør - en "lille" tur på 45 km! Jeg tænkte "hvorfor ikke", da jeg ikke har gået den strækning før, og jeg tøvede derfor ikke et sekund med at tilmelde mig. 

Det skulle vise sig, at turen blev et tilløbsstykke, for det strømmede ind med tilmeldinger og endte med at blive et kæmpe arrangement for tusindvis af mennesker, hvilket i den grad kom bag på hovedarrangøren, Jakob Amsgaard, der i sin tid lavede facebook-opslaget med teksten "Hej, har du lyst til at gå en tur med mig?". Han havde regnet med, at måske 20 mennesker ville tilmelde sig, og det endte op med ikke mindre end 8.000 interesserede! 

I går oprandt dagen så endelig, hvor min veninde Margith og jeg var klar til den helt store dag, som vi havde set frem til i et helt år. Det længste Margith havde gået indtil i går var 30 km, da vi for nogle uger siden gik Skjoldungestien. Men hun tog udfordringen op, og jeg satte umådelig stor pris ikke at skulle ud på turen "alene".

Vi mødte op på Christiansborg Slotsplads kl. 8 sammen med de mange andre tusinde vandreglade mennesker, vejret var lunt, og der var god stemning og højt humør. Der gik ikke længe, før vi spottede hovedarrangøren, som fik mit første visitkort (en lille wanderwoman-flyer, jeg havde printet til turen for at promovere min nye blog). Herefter begav vi os ud på turen med tanken "Hvad har vi dog gang i...", for 45 km er jo ikke bare "a walk in the park", men hvis de andre tusinde kan, så kan vi vel også!

Vi bevægede os gennem Københavns gader som en slags folkevandring og kom nemt og bekvemt ud af byen og op langs kysten. Stemningen var høj, og vi var glade og lidt kække, for tjuhej hvor det gik. Efter de første 10 km holdt vi en lille tissepause, og her dukkede den første udfordring op, for vi var naturligvis ikke de eneste, der skulle på toilet, så køerne til de offentlige toilletter var lange. Men så fik vi da bare en snak med de andre i køen, og selv her var der højt humør, og jeg fik lejlighed til at dele ud af mine visitkort/flyers. Det var en supergod anledning til at falde i snak, selvom det nu kom helt af sig selv.

Herefter fortsatte vi op ad strandvejen, og på hele turen var der konstant noget smukt at se på. Vi blev båret frem af den smukke udsigt mod Øresund og betragtede sideløbende den ene lækre mondæne villa efter den anden, og vi var vildt imponeret over, at strømmen af vandrende mennesker ingen ende ville tage. Der var hele tiden mennesker både foran og bag os - og der var mange! Løbende faldt vi i snak med forbipasserende, og det gav anledning til sjov og ballade. Igen bliver jeg bekræftet i den fællesskabsfølelse og positive energi, man helt automatisk får, når man vandrer sammen med andre, der har et fælles mål. Det i sig er er en drivkraft, der er svær at beskrive med ord, men skal opleves.

Undervejs mødte vi igen hovedarrangøren Jakob, som vi havde fornøjelsen af at vandre med et stykke ad vejen, og hvor han fortalte om, hvor fantastisk det havde været at arrangere turen og talte desuden varmt for, at vi skulle sørge for at høre koncerten med January Thompson, som ville spille på Kulturværftet i Helsingør, når vi kom i mål. Det kunne vi selvfølgelig ikke sige nej til, men nu skulle vi jo lige i mål først... 

Alle sanser var hele tiden i brug, og jo længere vi kom, mærkede vi da også, at krop og fødder blev udfordret. Særligt fødderne var lidt ramt af, at vi udelukkende gik på asfalt, hvilket ikke ligefrem er det bedste underlag at gå på, når man skal gå så langt, eller bare i det hele taget. Men langs kysten er der desværre ikke andre muligheder, så vi måtte bare bide ømhed og smerte i os - og for hver gang vi havde holdt en lille pause, var det ikke helt nemt for kroppen at komme i gang. De første par minutter efter pauserne, lignende vi nogen, der bogstavelig talt havde skidt i bukserne, men vi kunne trøste os med, at jo længere vi nåede målet, var vi ikke de eneste, der så sådan ud. Jeg havde lært på Caminoen, at det hjalp at småløbe (lunte) lidt, da man her lægger vægten anderledes på foden, hvilket kan være en stor hjælp. Det trick brugte vi en del på de sidste 5-7 km, og det gav lidt ekstra opmærksomhed fra dem, vi "overhalede", hvorefter vi blot kunne fortælle dem, at det rent faktisk hjalp på vores ømme krop og fødder :-)

Den allersidste strækning "kørte" vi på autopilot, og det høje humør var blevet skiftet ud med længere passager med stilhed og dog, til tider talte vi lidt volapyk, hvilket var udslagsgivende i stor latter, men på det tidspunkt pumpede endorfinerne og adrenalien rundt i kroppen, så måske var der ikke noget at sige til, at vi reagerede med følelsernes magt - og selvom det var hårdt, var det også ovenud fantastisk.

Jeg havde den sidste strækning lidt problemer med ømme fødder og skinneben, hvor Margith kørte på ren overlevelse. Hun led på den sidste del af turen af lidt svimmelhed og kvalme, men det hjalp hende at få lidt ekstra at spise og drikke. OG endelig så vi Helsingør byskiltet, og selvom der fortsat var et par kilometer indtil "endestationen" (Helsingør Kulturværft), havde vi nu troen på, at det nok skulle lykkes med at komme i mål - og da vi ud for værftet igen mødte Jakob Amsgaard (kl. 18:45), slog mit Garminur akkurat 45 km. 

Vi var trætte, glade og stolte og kunne nu sætte os godt til rette i Kulturværftet og nyde en fantastisk koncert med January Thompson og hendes 4 cello-strygere. Det var ren nydelse og nærmest meditativt efter at have trådt 67.000 skridt. Efter koncerten fandt vi kræfterne til at gå et par hundrede meter over til toget for at køre tilbage til København. Undervejs mødte vi folk, der stadig kom gående på vej mod målet, og vi fandt lynhurtigt overskud til at give klapsalver og highfives til dem, der nu gik deres allersidste 50-100 meter.

Toget til Københvan var naturligvis fyldt med folk som os - trætte, brugte og svedlugtende - men igen kom fællesskabsfølelsen og en helt beskrivelig positiv energi igen frem hos os alle, og de 45 minutter i toget var næsten alt for hurtigt overstået. På Nørreport måtte Margith og jeg i hver vores retning. Margith til Nørrebro og jeg til Amager. Margith valgte at ta' bussen, hvor hun ellers normalt ville ha' gået, og jeg hoppede op på min mountainbike, som jeg havde kørt ind til byen på om morgenen. Den priste jeg mig lykkelig for nu, og jeg følte nærmest, at jeg "fløj" ud til Amager i det dejligste stille sommervejr med glade folk i gaderne  - og jeg med endnu en fantastisk og uforglemmelig oplevelse med i rygsækken og et kæmpe smil på læberne!