Dette hike havde jeg glædet mig rigtig meget til, da vi ved indflyvningen til øen fløj ind over stedet, som så helt vildt ud fra oven, og jeg havde også læst mig til, at det skulle være et ret så fantastisk sted.

Vi startede dagen tidligt ud og parkerede på vejen sammen med en masse andre biler, der allerede var ankommet. Ponta de Sau Lourenco er oplagt til at se en solopgang, da det ligger på øens østligste punkt, så de mange biler fortalte os, at de havde været tidligt oppe for at se solen stige. Vi var dog enige om, at vi ville vente med solopgang til dagen efter, hvor vi skulle gå pico to pico. Det var lidt køligt og ret blæsende, da vi stod ud af bilen, og jeg hoppede i en fleecetrøje, men den fik ikke lov til at være på længe, for det blev hurtigt varmt, da vi begyndte at gå. Vi kunne tydeligt se, at det var et populært sted, for vi gik som perler på en snor med alle de andre vandrere, der havde fundet vejen hertil. Men det var et utrolig behageligt område (nærmest månelignende landskab) med fine og lettere kuperede stier at vandre på. Meget hurtigt fandt vi ud af, hvorfor dette sted på jord var så eftertragtet, for vi blev hele tiden mødt af de mest fantastiske udsigter udover de dramatiske klipper i Atlanterhavet, hvor havets bølger væltede ind over klipperne. Ved næsten hvert hjørne var der en vild og betagende udsigt. Vi var dybt imponerede over, at øen kunne blive ved med at have så meget smuk natur, så det næsten ikke var til at fatte! På vej ud til det østligste punkt var det overskyet, men I vil kunne se på billederne længere nede, at vejret klarede op, og at billederne nu tog sig ud på en helt anden og endnu smukkere måde. 

Dobbeltklik på billederne for fuld størrelse...

Efter ca. 4 km - og en masse fotopauser - nåede vi ud til det østligste punkt, hvor der ventede os et par ret stejle bjergpassager for at kunne nå helt op til toppen. Den første passage var forholdsvis nem at komme over, mens det allersidste stræk var ret "spændende" og anstrengende, og man skulle flere steder passe meget på ikke at skride i det knastørre røde ørkensand ned ad bakkeskråningen. Til vores held var der sat nogle stolper op med et reb af wire med plastik rundt om, som man kunne bruge til at hive sig op. Men alligevel var det ikke nemt, så der blev pustet og stønnet det sidste stykke. På toppen nød vi udsigten til den sidste del af øerne (som man desværre ikke havde mulighed for at komme ud til), og herefter gik det ned samme vej ad den stejle skråning, vi kom fra. Det foregik for mit vedkommende med dirrende ben og god hjælp fra vandrestavene, for her havde jeg bestemt ikke lyst til at slå en kolbøtte.

Forenden af skrænten holdt vi en velfortjent pause og spiste vores medbragte hjemmelavede sandwiches. Vi valgte at sætte os på en stor klippesten et godt stykke væk fra den bjergcafe, der lå forenden af bjerget, som var fyldt op med turister/vandrefolk som os selv. 

Herefter gik turen samme vej retur, og denne gang med solen højt på en blå himmel, som betød, at vi tog endnu flere billeder, som vi selv synes var endnu mere fantastiske end på turen ud, hvor det var ret overskyet. Jeg forelskede mig særligt i et sted i en bugt med dramatiske kløfter hele vejen rundt. Det ses nok tydeligt på de mange billeder. (Aldrig har jeg fået taget så mange billeder af mig på en ferie - bare kald mig en linselus. Tak til min tålmodige vandrebuddy!). Totalt støvede, svedige og overophedet kom vi tilbage til parkeringsområdet, hvor der til vores held holdt en bus-kiosk. Her købte vi straks en meget tiltrængt is og cola, så vi kunne blive nedkølet og få lidt sukker. Igen var vi meget begejstrede over den vildt smukke natur, Madeira har at byde på.

Dobbeltklik på billederne for fuld størrelse...

Porto da Cruz

Vi sluttede turen af med at køre lidt mere nordpå til Porto da Crus, som er en malerisk, charmerende lille landsby beliggende på det nordøstligste hjørne af øen, der udover at være kendt for sin skønhed med frodige bjerge, dramatiske klipper og guddommelige smukke kystlinje (som igen mindede mig om Maui/Hawaii) også er berømt for sin romproduktion, og hvor der ligger et gammelt romdestilleri.

Her fandt vi en hyggelig restaurant A Pipa med borde og stol, der var lavet af romtønder, hvor vi spiste en sen frokost, og vi faldt fuldstændig på halen over, hvor lækkert tilberedt, og hvor fantastisk deres fisk og skaldyr smagte. Det var det bedste måltid vi fik på hele ferien. Restauranten får den største anbefaling herfra, så kig endelig forbi, hvis du skulle være så heldig at besøge smukke Madeira.

Klik her for næste vandreeventyr...