Dag 12
Da jeg var færdig med at skrive min dagbog fra dagen i går, begyndte folk at få øjne ved 8-8.30 tiden. Der blev lavet kaffe og spist lidt rester fra gårsdagens pizza 😆, og herefter gik vi mod pilgrimskontoret ved siden af katedralen for at få vores certifikat på, at vi har gennemført Camino Primitivo. Vi måtte dog også i dag vente, men kun ca. 30 min i kø. Desværre opdagede jeg først bagefter, at damen i skranken troede, at jeg var ankommet til Santiago i dag, hvorfor datoen for ankomsten er en dag længere fremme, men så er det jo godt, at jeg ved bedre. 

Og så var det desværre tid til at ta’ afsked med store kram og tårer. Dog er der stor sandsynlighed for, at jeg får mulighed for at mødes kort til en frokost med to af de spanske drenge og pigerne fra Argentina i Barcelona allerede på lørdag, inden turen går mod Danmark igen, og til Argentina for pigernes vedkommende.

Efter tårerne var tørret af kinderne, gik jeg mod busterminalen for at køre mod Finisterra, som ligger på den vestligste kyst i Spanien, så en næsten 3 timers lang køretur ventede forude. I bussen væltede den fysisk og mentale træthed ned over mig, men det var ikke meget jeg fik hvilet mig, eftersom bussen kørte langs de smukkeste og mest betagende kyster, strande, bjerge og hyggelige havnebyer stort set hele vejen. Jeg sad bare i egne tanker, nød de flotte “views” og reflekterede over de mange mindeværdige stunder (på godt og ondt), jeg har gået igennem de seneste 11 dage.

Jeg føler mig så heldig og stærk.

Ved ankomsten til Finisterra fandt jeg mit fantastiske hotel med stor dejlig seng og den lækreste udsigt, man kunne drømme om, og som jeg ærlig talt synes, jeg fortjener. Jeg kunne derfor ikke vente med at komme ned til stranden og dyppe tæerne i havet og ikke mindst finde mine helt ægte og egne muslingeskaller som symbol på gennemførelsen af min første Camino ❤️

Efter en tur på stranden tog jeg mine vandrestøvler på endnu engang og gik mod selve Finisterre havneby og derefter mod “verdens ende” (3 km). Navnet kommer af den latinske betegnelse finis-terrae, der betyder verdens ende, og som romerne døbte byen, da de troede, at det var enden på den verden, de kendte, før Colombus opdagede noget andet 😆 Desuden kaldes kysten Costa da Morte, Dødens kyst, da utrolig mange skibe er forlist i dette område på grund af de voldsomme klipper ☠️.

Stedet har desuden gennem flere århundrede været en symbolsk endestation for mange pilgrimme på deres færd til Santiago, hvor man (og også jeg) fandt 0-kilometer skiltet.

Jeg tilbragte ca. 1,5 time på bjerget ventende på en smuk solnedgang sammen med en masse andre pilgrimme og faldt bl.a. i snak med et par tyskere fra Köln, der havde gået samme camino som mig, de havde blot været en dag længere undervejs, så de synes, jeg var sejere end dem og bød på en øl 🍺

Da solen gik ned, blev det hundekoldt, så det gik stærkt med at gå de 3 km ned af bjerget, få lidt hurtig mad i selskab med tyskerne og komme hjem i en dejlig hotelseng. Så nu er det tid til at slukke lyset efter endnu en mindeværdig dag og forhåbentlig sove lidt længe i morgen.