CAMØNOEN - VANDRING PÅ MØN
For mig er der ikke så langt fra tanke til handling. Jeg er vild med at være spontan og også, når det kommer til vandreture, og hvor vejret indbyder til det! (august 2019)
Og da jeg i torsdags kom i tanke om, at jeg ingen planer havde for weekenden, og meteorologerne lovede fint vejr, tænkte jeg: ”Nu må det være tid til at komme ned til Camønoen”, som har kaldt på mig i lang tid. I frokostpausen løb jeg derfor over i Spejdersport (jeg får 10 % rabat, da jeg er medlem i Santiago Pilgrimme), hvor jeg fik købt minikogegrej, tørkost og en god powerbank. Om aftenen blev rygsækken pakket med alt udstyr, dvs. tøj til et par dage, telt, sovepose, liggeunderlag, mad og drikke, så jeg var klar til at komme afsted efter arbejde fredag. Rygsækken vejede ca. 13-14 kg, dvs. det dobbelte af hvad jeg gik med på Caminoen sidste år, og det ville nok i sig selv blive en udfordring at vandre med så stor oppakning.
Dag 1 - fredag
Jeg ankom til Stege fredag kl. 18 og i min spontane planlægning havde jeg udset mig en først-til-mølle-shelter-/lejrplads 4 km nord for Stege (Mosehældgård), hvor jeg havde en plan om at overnatte. Afsted det gik gennem hyggelige Stege by og langs landevejen et godt stykke ud på landet, og jeg kunne allerede på den korte tur mærke, at det ville blive et par seje dage med den tunge vægt på ryggen.
Spændingen steg, jo tættere jeg kom pladsen, for jeg har aldrig (som i ALDRIG) taget på en telttur helt alene på den måde, og spørgsmål som ”Er der mon andre på pladsen?”, ”Hvilke typer slår lejr sådan et sted?” og ”Er der overhovedet plads til mig - og hvis ikke hvad gør jeg så?” nåede at flyve gennem mit hoved indtil flere gange. På den sidste strækning langs markerne stod der smukke vilde blomster langs vejkanten, og jeg fik lyst til at plukke en buket i håb at kunne charme mig ind på shelterpladsen, hvis der var ”fully booked”, for lige rundt om hjørnet ventede pladsen på mig.
Allerede da jeg var ca. 50-100 meter fra Mosehældgård, kunne jeg høre stemmer, og det skulle da også vise sig, at jeg ikke blev alene, og at det ej heller var et problem at finde en plads. Det var en ret stor lejr, og jeg blev mødt/budt velkommen af 4 danske familier og 1 fransk familie, alle med børn i forskellige aldre, og der var mere end rigelig med plads til mig og mit lille enmandstelt.
Jeg fandt hurtigt en fin plads under nogle træer, hvor jeg satte mit telt op. Efter at have pakket ud og talt lidt med campingfolket fandt jeg ud af, at jeg var den eneste med vandrestøvler på. Familierne var kommet kørende i bil og var blot ude for at campere, og de havde alle boet der flere nætter, hvilket stemningen bar præg af. Jeg fik talt en del med de mange nysgerrige og snakkesagelige børn, der selvfølgelig ville vide, hvad jeg var for ”en fisk”, der skulle overnatte i ”deres” lejr.
Det var hyggeligt, og jeg fik også talt lidt med nogle af deres forældre, mens jeg sad ved bålet og afprøvede mit nyindkøbte lille kogeblus, hvorpå jeg lavede min ganske udmærket tørkost-chili-concarne. Det hele fungerede, og jeg var godt tilfreds og gik bagefter en lille tur i området og betragtede bl.a. solnedgangen ud over en fin bomuldslignende tidselmark.
Da der var mange myg i området, valgte jeg at kravle forholdsvis tidligt til køjs i mit myggefri telt i håb om at få en god nattesøvn og være klar til morgendagens første Camøno-etape. Men da et telt jo ikke ligefrem er lydisoleret, havde jeg ”fornøjelsen” af campingfolket til langt ud på aftenen. De havde jo ikke en vandredagsorden som jeg, og den var langt over midnat, før der var ro i lejren, hvilket jo også kan have sin "charme"...!
Efter at have passeret et gammelt, fint fyrtårn og begyndende smukke udsigter havde jeg tilbagelagt 20 km ved indgangen til slotsparken, hvor jeg straks søgte mod nærmeste toilet for at tanke vanddepotet op, som var tørlagt efter den barske tur i rullestenene – og langt om længe mødte jeg nogle mennesker. I mine 6 timers vandring siden kl. 7 i morges havde jeg kun mødt den vandrende kvinde fra Århus, så øen var ikke ligefrem overrendt af vandretosser som jeg selv på trods af højsæsonen, hvilket kom lidt bag på mig…
I slotsparken smed jeg mig på min rullemadras og holdt jeg en velfortjent lang pause, inden jeg efter en god times tid havde samlet energi til at gå videre mod Geocentret ved Møns Klint, hvor de fleste turister kommer til i bil for at betragte klinten. Jeg havde fortsat ingen anelse om, hvor jeg skulle slå lejr for natten, selvom jeg havde en lille ambitiøs drøm om at komme ned til den sydøstlige kyst af Møn, hvor jeg vidste, der var et par shelterpladser, men om jeg havde kræfterne, måtte tiden vise.
Nu begyndte den smukke natur langs klinten i det kuperede terræn at tone frem, og jo tættere jeg kom geocentret, des smukkere blev landskabet med det 6 km lange smukke hvide kridtbjerg og skrænter, der falder dramatisk ned i det turkisgrønne hav. En storslået naturoplevelse og uden tvivl en af Danmarks største naturseværdigheder. De sidste par kilometer før Geocentret, dukkede der flere mennesker op, og jeg faldt i snak med en hel del nysgerrige turister – såvel danske som udenlandske – der ville høre, hvor langt jeg havde været undervejs.
Dag 2 - lørdag
Efter en knap så udhvilet nat vågnede jeg ved solens lys og fuglenes pippen kl. 5.30 og åbnede teltdugen for at få lidt frisk luft ind i teltet. Lejren lå stille hen, så jeg listede ud i skoven for at ordne mit toiletbesøg, for selvom der var et ret så primitivt lokum på pladsen, havde jeg det nu bedst med skoven… Man skal lige vænne sig til at sidde med røven bar i det fri (excuse my french), men er der ingen myg eller lignende i nærheden, er det faktisk helt okay. Ja, så ved I det! 😉
Tilbage i lejren begyndte jeg lige så stille at pakke alt mit gear sammen og gøre mig klar til dagens vandretur, og kl. 7 var jeg på farten, mens familierne fortsat snorksov (det tror pokker, så længe som de havde holdt mig vågen…). Til trods herfor følte jeg mig frisk og spændt på, hvad dagen ville bringe, og jeg satte kursen mod øst og mærkede hurtigt varmen fra solen, som jeg gik mod, og allerede efter den første kilometer måtte jeg smide den langærmede og zippe de lange bukser af til shorts.
Der var stille – meget stille – ude på landet, hvor jeg nød de små landsbyer med gadekæråkander, de åbne marker, harerne der legede på vejen eller i marken, flokke af store og små fugle på himlen og vindmøllernes stille susen. Følelsen af frihed ramte mig, som ofte kommer snigende ind under huden på mig, når jeg vandrer afsted alene.
Da jeg efter ca. 7-8 km går og tænker på, om jeg mon møder andre vandretosser, dukker der en kvinde op ca. 100 m væk med en (lille) rygsæk, og jeg går et stykke tid bag hende, indtil jeg kommer op på siden af hende. Det viser sig, at hun er fra Århus og skal ligesom jeg gå nogle etaper af Camønoen, men kun med max 10-15 km om dagen, og så får hun sin bagage bragt fra sted til sted og overnatter på Bed & Breakfast. Vi får udvekslet lidt vandreerfaringer, men allerede efter ganske få kilometer skilles vores veje igen, da kvinden skal gå ad den ordinære Camønorute, hvor jeg har valgt at gå ud mod kysten til den alternative rute uden overhovedet at have researchet, hvad ”alternativ” mon gik ud på...
Det var bare vigtigt for mig at komme ud til vandet, da det altid trækker i mig. På det tidspunkt var jeg også ved at være lidt træt af at gå på asfalt og efter 10 km ramte jeg endelig en grussti, og efter yderligere 2 km nåede jeg kysten – hvor jeg holdt et lille hvil – allerede godt og grundig varm og svedig!
Efter endnu et par kilometer (stadig helt alene i den bagende sol) ad en smuk blomsterlund med massevis af sværmende sommerfugle omkring mig var jeg fremme til et helt andet landskab… en kyststrækning af halvstore rullesten åbnede sig for øjnene af mig, og jeg tænkte straks på mit knæ uden kors og sagde højt ”Det her er ikke godt!”, men samtidig tænkte jeg, at det nok bare var et lille stykke jeg skulle gå på disse sten. Noget helt andet skulle dog vise sig at være tilfældet, for NÆSTE 5-6 KILOMETER gik jeg det nok hårdeste terræn, jeg har prøvet til dato med skiftevis store eller små rullesten og med nedfaldne træer ind over stenene, som jeg havde virkelig svært ved at kravle op over eller ned under med min tunge rygsæk. Desuden havde jeg ingen netdækning og mødte ikke et øje og følte mig virkelig alene og temmelig udsat, hvis noget skulle gå galt, og der var vand til den ene side og klipper til den anden, så det var ikke muligt at søge en anden rute... Der var dømt 100 % koncentration og fuld fokus på ikke at træde et skridt forkert – og her kom vandrestøvler og -stave virkelig til sin ret, og jeg fandt på den hårde måde ud af, hvad ”alternativ rute” stod for.
Sveddryppende og med syre i benene kom jeg efter et par hårdtarbejdende timer til en sti, der førte væk fra kysten. Spørg lige om jeg var lettet, og efter at have kastet lidt saltvand i hovedet og på kroppen, satte jeg kursen op ad stien og videre mod Liselund Slot, der lå et par kilometer fremme.
Derudover steg lysten til en iskold cola og en stor is, så da jeg nåede frem, skyndte jeg mig i kiosken, købte is og cola og fandt en bænk og fik læsket ganen. Aldrig har en cola og softice smagt så godt 😊
Bagefter gik jeg i geocentret og låste min rygsæk ind i et skab, for med isen og cola i maven havde jeg glemt lykkeligt alt om dagens strabadser og ville selvfølgelig en tur ned af de næsten 400 trapper til kridtstranden forenden af Møns Klint, velvidende at jeg også skulle op af trapperne igen… Ved fodenden af klinten oplever man et øjeblik, hvor lille mennesket er, og hvor stor og skøn natur man er omgivet af. Trapperne op igen gik noget nemmere end frygtet, hvilket fik mig til at konstatere, at det henover sommeren er lykkedes mig at ramme en rimelig god form. Det gav mig en tilfredsstillelse, der gjorde, at jeg straks hentede min rygsæk og med 26 km i benene fortsatte jeg turen langs kysten sydpå mod en af de shelterpladser, jeg havde udset mig.
Da jeg efter noget tid kom ud af skoven og væk fra klintområdet, mødte jeg et kæmpe område med mark og eng, hvorfra jeg kunne se ud over det sydlige Møn og vidste nu, at jeg snart var i mål, og inden jeg så mig om, var jeg i det strandområde, hvor shelterpladsen skulle ligge. Men inden jeg nåede frem til den plads, jeg havde udset mig, blev jeg mødt af en familiefar på en af de stribevis små hyggelige små lejrpladser langs kysten – hvor folk havde slået deres telte op – der kunne fortælle mig, at ”min” shelterplads allerede var optaget af mange familier, og han ville derfor anbefale, at jeg fandt mig en anden plads.
Jeg var forinden blevet informeret af en tourguide fra geocentret, at det var lovligt at slå telt op i dette område og kun ca. 50 meter længere fremme ad stranden sad en ung fyr bag nogle buske i en lille lejr og stegte en frisk fisk, som han (Bjarke) og kammeraten (Nikolaj) selv lige havde fanget. De var på fiske-/lejrtur og havde medbragt ALT gear, der var stort set ikke den ting, de ikke havde med – ret imponerende. Jeg spurgte, om jeg måtte slå ly for natten, og jeg blev budt velkommen. Det viste sig, at der var en fin lille plads til mit telt ved siden af en anden kvinde, der var kommet vandrende tidligere på dagen, og mens jeg var i gang med at sætte mit telt op, kom hun (Anne-Marie) tilbage.
Herefter var det tid til en dejlig dukkert i havet, hvilket jeg havde set frem til hele dagen, og så lavede vi alle hver især mad. Anne-Maries og min menu stod på tørkost-chili-concarne, mens Bjarne og Nikolaj udover deres fisk havde den helt store menu med hjemmefra, som de lavede på bål, og der var endda en kotelet tilovers, som vi kvinder fik lov at smage. Efter maden forsvandt de unge mænd igen ud i havet for at fiske i deres vaders, og Anne-Marie og jeg fik lov til at smide ekstra brænde på mændenes bål, hvor vi fik en god snak om vandring og livet generelt. Nøj, det var hyggeligt, og inden vi gik til køjs blev der krammet og sagt forhåbentlig på gensyn, for jeg sagde, at jeg ville stå tidligt op og komme på farten. Egentlig burde jeg være vanvittig træt, men dagens udskejelser gjorde, at jeg havde svært ved at finde ro, men til sidst lykkedes at falde i søvn. Desværre gik der ikke længe, inden jeg vågnede igen, da jeg tidligt på morgenen fik et allergianfald, som endte med, at jeg kl. 4:30 satte mig ned på stranden, lavede et bål på mit lille gasblus, drak en kop te, mens jeg nød solen stige så småt til vejrs og betragte de smukke farver på himlen.
Dag 3
Kl. 6 havde jeg pakket alle mine ting og startede min sidste etape for denne gang med knap så meget energi som dagen forinden. Jeg vidste, at jeg havde en ca. 7 km strand-/kyststrækning foran mig, og det viste sig gudskelov at være hårdt sand det meste af vejen, hvilket gjorde det overkommeligt. Omkring kl. 7 nåede jeg frem til Klintholm Havn og fandt et lille bageri, hvor jeg købte en chokoladecroissant, som jeg spiste med velbehag på vej væk fra byen og videre langs stranden, hvor flere telte var slået op for natten.
Efter de 7 km førte stien mig væk fra stranden og ind i et stort, flot sommerhusområde - primært på asfalt - hvor jeg så småt begyndte at mærke en træthed i kroppen og havde svært ved at overskue, at jeg skulle gå yderligere 13 km på asfalt ud over landet og ud til hovedvejen, der førte mig tilbage til Stege, som var endestationen.
Efter at have diskuteret de næste 6 km med mig selv og min stædighed, valgte jeg alligevel at lytte til min krop, da jeg nåede landevejen, hvor jeg i mellemtiden havde konstateret, at der ville dukke en bus op om ½ time, der kørte mod Stege. De 32 km’s vandring i rullesten og kuperet terræn i høj sol dagen forinden havde for alvor sat sine spor, og jeg måtte simpelthen ”give op” efter 13 km. Men da jeg sad ved busstoppestedet og spiste en powerbar, kom smilet alligevel frem, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg var ganske godt tilfreds med min præstation alt taget i betragtning og hoppede derfor glad ind i bussen en halv time senere, klar til at komme hjem til Amager og smække benene op – rig på endnu en fantastisk oplevelse ude i naturen med vandrestøvlerne på, som jeg ikke ville have været foruden.
TAK FOR BESØGET
All rights © wanderwoman.dk