DAG 4: FLYTTEDAG TIL SØRVÁGUR
Regnvejr, flyttedag og gåtur i Sørvágur
I dag var vejret gråt og regnfuldt, så det var derfor timet med, at vi i dag skulle flytte "bopæl" fra Hotel Hilton. Efter checkud på det dejlige hotel tog vi på en lille shoppetur i Tórshavn, hvor jeg fandt mig en ny Bergans 35l rygsæk, som jeg satser på at tage med på min tur til Dolomitterne til sommer. Man skal jo nødigt gå ned på outdoorudstyr ;-)
Herefter gik turen til Sørvag (der ligger tæt på lufthavnen). Her havde vi fået lov til at låne det skønneste hus af vores færøske venner, Ragnar og Astrid, de næste 3 dage lige i udkanten af byen. Lucky us! Vi fandt os meget hurtigt tilrette i det dejlige hus, og omgivelserne/udsigten kunne vi bestemt ikke klage over. Huset lå med direkte og fantastisk udsigt og lige på kanten til den smukke Sørvágfjord. Hvis I skulle få lyst til at bo her, når I besøger Færøerne, kan det bookes via airbnb her.
På vejen til Sørvág havde vi handlet ind, så vi kunne fylde køleskabet med lækkerier, for de næste par dage var det påske, hvilket betød, at det var svært at finde et supermarked, der var åbent. Vi lavede en lækker frokost med hjemmelavede fiskefrikadeller (mums) og tog en dejlig eftermiddags-slapper iført uld fra top til tå - total råhygge.
Da regnen havde lagt sig, og det oven i købet var helt stille vejr, ingen vind, hoppede vi igen i vandretøjet, for vi ville da lige udforske den hyggelige by, vi skulle bo i de næste par dage. Det blev til 5 fuldstændig fantastiske kilometer hele vejen rundt langs fjorden, hvor vi bl.a. nød den fine sorte strand, en brusende flod der løb gennem byen, små og store gamle stenhytter fra fordomstid og autentiske fiskerhuse, der lå på række langs fjorden, og som vi jagtede efter for at få det bedste billede, hvilket vi også synes lykkedes til sidst.
Som I kan se på billederne, fandt Vibeke og jeg efter en stille og afslappende dag det høje humør frem og lavede masser af gak og gøgl på turen, og jeg insisterede på at lege Den lille havfrue, og som jeg vist lykkedes med at gøre til skamme. Men så har jeg da prøvet... Jeg tror, vi begge var i en form for lykkerus over at befinde os på de vidunderlige øer i Nordatlanten og følte os begge meget taknemmelige og heldige. Det var netop også samme følelse, jeg fik, da jeg om natten vågnede og gik ind i stuen for et kort øjeblik at betragte udsigten og lyset/månen skinne ned over dette vanvittigt smukke sted på jorden.
TAK FOR BESØGET
All rights © wanderwoman.dk