Pico Bejenado (1843 m)
Efter planen skulle vores sidste dag have været brugt på en hviledag, men på grund af Calima-vindens ankomst om søndagen var der som tidligere nævnt blevet rykket rundt på turene, og i dag blev det alt andet end end en hviledag. Vi endte med at slutte vores vandreeventyr med det hårdeste og sejeste hike svarende til en kategori 5 ud af 5, hvilket betød, at et par af pigerne i gruppen valgte at hoppe fra og blive hjemme og hygge ved poolen, mens vi andre tog ud for at få sved på panden på en helt anden måde.
Oprindeligt havde vi en kategori 4-vandring tilgode, hvor vi skulle have vandret inde i krateret af Caldera de Taburiente, som er et af verdens største erosionskratere, med små bække, vandfald og et bredt udvalg af planter og blomster. Men da Calima-vinden ramte øen tidligere på ugen, sørgede den desværre også for et kæmpe jordskred i bunden af krateret, som gjorde det usikkert at bevæge sig rundt i dette område. Jeg må selvfølgelig tilbage en dag for at gå Caldera de Tauriente...
I stedet blev vi "opgraderet" og blev tilbudt en - tror vi - endnu smukkere og hårdere vandrerute med en stigning på ca. 1100 m op til udsigtsposten, Pico Bejenado og derefter ned ca. 600 m, hvor vores buschauffør ville sørge for et velfortjent pickup.
Og ruten var uden tvivl møghamrende hård og virkelig smuk! Der var skruet op for temperaturen, som lå omkring de 25 grader, også selvom vi var lidt højt oppe igen i dag. Vi skulle gå i alt ca. 12 km og startede vores hike med at klatre/gå opad, og stigningen kunne mærkes ved allerførste skridt igennem den fantastiske skov med majestætiske og vanvittig høje fyrretræer. Vi kom til tider off track, hvilket kun gjorde strækningen ekstra hård, og vi kunne løbende kigge op til toppen af bjerget, som var vores mål. Da der var ca. 150-200 meters stigning fra toppen, kunne jeg mærke, at min krop begyndte at brokke sig. Jeg blev lidt svimmel, og trætheden meldte sig i benene på de ekstremt stejle passager. Måske var det varmen kombineret med for lidt væske og mad, men Benjamin, som alle dage havde været opmærksom på folks signaler, var der straks, og jeg fik holdt en lille pause, spist lidt mørk chokolade og drukket lidt ekstra væske (jeg havde på dette tidspunkt allerede drukket 1,5 liter vand - og efter den korte pause, gik jeg resten af vejen i hælene af Benjamin, for på toppen det skulle jeg selvfølgelig! WanderWoman giver jo ikke så let op...
Det sidste stykke gik det væsentligt bedre, men jeg indrømmer gerne, at jeg var ovenud lykkelig, glad og lettet, da jeg ramte skiltet med Pico Bejenado (altitud 1843 m) efter at have gået 6 km og 1100 m op op op... og uanset hvor hårdt det end var, og jeg bandede lidt af mig selv undervejs, vil jeg til hver en tid gå turen igen, for man bliver hele tiden belønnet af den fantastiske natur, man er omgivet af, og så kan man med god samvittighed give sig selv et skulderklap, fordi man gennemførte. Og nu var der udsigt til en god, frokostpause med fantastisk udsigt og i det hyggeligste selskab, inden vi skulle gå yderligere 6 km, men denne gang skiftevis ned og op, dog mest ned.
Nedturen var rigtig behagelig og hyggelig. Vi gik i et godt tempo, men stadig med plads til at stoppe op og nyde naturen omkring os, stilheden og kig over det bjerg, vi netop havde besteget. Samtidig blev vi nu også beriget med et udsyn til Roque de los Muchachos, som vi gik henover dagen før, og der var plads til lidt gode grin, og hvor vi fik delt vores positive tanker om den fantastiske uge, vi havde haft sammen, og at den for os alle havde været noget ganske særligt. Det gjorde den sidste strækning for mit vedkommende til noget helt specielt, og jeg blev ret vemodig i bussen hjem mod hotellet ved tanken om, at gruppens veje skulle skilles næste formiddag, hvor vi hver især skulle hjem til vores hverdag i det kolde, våde Danmark. Vejrguderne burde have sendt noget regn mod La Palma, da øen i den grad trænger til at blive vandet og blive endnu mere frodig, end det vi oplevede.
Efter en uge på La Palma er jeg i den grad blevet bekræftet i, hvorfor øen kaldes "La Isla Bonita", den smukke ø, og jeg er stærkt overbevist om, at det ikke er sidste gang, jeg har besøgt den. Der er fortsat et kæmpe antal af smukke vandreruter, der skal udforskes, og så er der helt sikkert også et karneval, der kalder på mig igen...
Af hele mit hjerte TAK til Papuga Tours for en enestående oplevelse, en særlig TAK til vores søde guide Poul og TAK til de sødeste, sjoveste, hyggeligste og gladeste vandremennesker for et fantastisk og ubeskriveligt godt socialt fællesskab
Also with all my heart thank you to Benjamin and Carlos Andres from Isla Bonita Tours
TAK FOR BESØGET
All rights © wanderwoman.dk