NORDKYSTSTIEN - Hundested-Helsingør (marts 2020)
Jeg har i lang tid kigget på og haft lyst til at gå Nordkyststien, som strækker sig over 100 km fra Sjællands Odde og videre mod Hundested til Helsingør, og da jeg i denne ret så skelsættende og skræmmende tid med corona i hele verden holder tvungen restferie, greb jeg muligheden for at få mine vandrestøvler på igen og hive stikket fra hverdagens grumme nyheder. Af rent praktiske årsager valgte jeg dog en lidt kortere udgave af kyststien, dvs. de "kun" ca. 70 km fra Hundested til Helsingør, som jeg planlagte at gennemføre på 2 dage.
Jeg vidste, at jeg ville bevæge mig ud i et tyndt befolket område og havde derfor ingen kvaler ved at tage ud i den dejlige danske natur trods coronaen, og i et næsten mennesketomt s-tog fra Nørreport mod Hillerød og derefter helt alene i "grisen" fra Hillerød til Hundested kom jeg rigtig godt fra start!
Forinden min afrejse havde jeg naturlivs haft mine overvejelser og bekymringer i forhold til overnatning, men det viste sig, at det var forholdsvis nemt at finde både overnatning i Hundested og Gilleleje, men det var selvfølgelig vigtigt at overholde de påbudte 2 meters afstand til gæstgiveren og i øvrigt benytte sig flittigt af håndvask og håndsprit.
Da jeg ankom til Hundested sidst på dagen, havde jeg en kort gåtur til Skansen, som er et virkelig hyggeligt Bed & Breakfast, og som jeg kun har al mulig god grund til at give min varmeste anbefaling.
Jeg var den eneste gæst på stedet og fik dermed fri råderet over et stort værelse meget eget bad og køkken-/opholdsstue.
Og med den smukkeste havudsigt og solnedgang til Kattegat kunne jeg ikke forestille mig en bedre start på turen.
Fuld af forventninger gik jeg tidligt til køjs velvidende om, at jeg havde en meget lang vandredag foran mig dagen efter. For jeg vidste, at turen til Gilleleje ville komme op på omkring de 38 km plus det løse! Kunne naturligvis have brudt den den op i Tisvilde, men havde lyst til en langt tur...
Vandredag 1 - Hundested til Gilleleje (40 km) - 25/3-2020
Vækkeuret var sat til kl. 05:30, da jeg vidste, at solen ville bryde igennem kl. 05:56. Jeg vågnede dog af mig selv lidt før vækkeuret. Så jeg sprang i tøjet og støvlerne og trådte kort tid efter mine første skridt på Nordkyststien i de meget stille gader i Hundested, kun med lyden af havets brusen og fuglene, der kvidrede løs. Den skønneste start på dagen.
Lyset og farverne på himlen afslørede, at solen snart ville dukke frem i det fjerne, men for at kunne se solen stige i øst, var jeg nødt til at komme lidt til op i højderne. Jeg gik derfor med raske skridt mod Hundested Skanse (toppen af kystskrænten, hvor der stod et par kanoner tilbage fra Englandskrigene i 1807-14).
Herefter fortsatte jeg videre ad stien mod den berømte polarforsker Knud Rasmussens (1879-1933) hus og Museum. Da jeg nåede det smukke hus på toppen, som blev bygget i 1917, tænkte jeg over, hvor spændende et liv, han må have levet med alle de mange videnskabelige grønlandske ekspeditioner, han begav sig ud på. I netop dette hus planlagde han mange af sine ekspeditioner, og for dem der ikke ved, hvem Knud Rasmussen er, var han med til bl.a. at oprette Thule-stationen i det nordvestlige Grønland,
Herefter fortsatte jeg i retning af Spodsbjerg Fyr, hvor jeg undervejs kunne nyde synet af den smukke solopgang. Det er lige præcis disse øjeblikke på mine vandreture, der gør det hele værd at komme tidligt ud af dynerne, for der findes ikke noget mere fredfyldt og livsbekræftende end at se solen stige til vejrs med alverdens farvenuancer. Jeg bliver altid helt sagelig og høj af energi og glædes over at være i nuet, helt alene med mine egne tanker...
Efter at have passeret Spodsbjerg Fyrtårn gik jeg langs en fin sti i det friske, råkolde vejr mod Kikhavn, som er Halsnæs ældste fiskerleje, og hvortil jeg havde et spektakulært kig til kystsikringen, dvs. de mange stenbølgebrydere langs med kysten og ud for boligbebyggelsesområderne.
Efter Kikhavn gik jeg et langt stykke på det skønneste fladstrandsareal, hvor jeg i den grad nød det stille vejr med det vildeste havblik, fugle der fløj i flok tæt henover havoverfladen, fuglesang og en sol, der begyndte at varme så småt fra en skyfri og høj blå himmel.
Da jeg nærmede mig Nøddebohuse, måtte jeg desværre søge væk fra stranden og finde en alternativ rute, da der udover kystsikringsarbejde flere steder nu også var strækninger med kæmpestore sten på stranden, som jeg måtte kravle på for at passere. Det var både svært og hårdt, og da jeg passer godt på mine korsbåndsramte knæ, måtte jeg derfor af flere omgange ud på stier og/eller landevej i stedet for. I den lille by Hald havde jeg fornøjelsen af at betragte et nysgerrigt egern piske op og ned af sit træ.
Inden jeg nåede til Liseleje, dukkede der flere høje trapper op af skrænten til folks private boliger/sommerhuse, nogle af dem helt nyrestaureret, mens andre var i ret dårlig eller fuldstændig kollapset stand.
Jeg havde, da jeg nåede frem til Liseleje-området, nu været oppe i flere timer uden at møde et øje. Men nu begyndte der så småt at dukke få mennesker op i form af fiskere, harpundykkere, vinter- eller tidligt forårsbadere og hundeluftere.
Jeg nød at gå den lange strækning af bred, hvid sandstrand langs Liseleje, men det er naturligvis også ret så krævende for kroppen at gå med støvler i tungt sand og/eller sten, og efter en del kilometer søgte jeg af denne grund ind mod land og fandt en fin lille skovsti, der endte ud i Asserbo Plantage, der åbnede sig i et kæmpemæssigt landskab. Det var skønt at få fast grund under fødderne igen. I det hele taget var strækningen meget afvekslende hele dagen igennem.
I Asserbo Plantage havde jeg tilbagelagt 13,5 km og holdt mit første lille hvil og fortsatte derefter en lang strækning udover plantagen og med en blanding af grusstier, skovstier eller en tur op og ned i de store klitter langs kysten. Den 370 ha store plantage er en del af et sammenhængende plantagekomples, der smelter sammen med Tisvilde Hegn, som jeg nu også nærmede mig, og dermed var jeg også ved at være halvvejs på turen.
Efter plantageområdet vandrede jeg nu igen et langt stræk på stranden/langs vandet og betragtede de mange former for kystsikring langs skrænterne med bl.a. høje betonmure og store kampesten - og endnu flere trapper op til folks private huse dukkede op.
På et tidspunkt ville jeg søge væk fra stranden og valgte en trappe, der så offentlig og nybygget ud, og da jeg nåede til toppen af de 110 trin, konstaterede jeg, at det var en privat grund og måtte ned igen! Det prøvede faktisk jeg et par gange, men så fik jeg da også lidt trappetræning med på turen... Gudskelov mødte jeg ingen sure husejere, hvilket jeg ellers er blevet advaret lidt imod på denne strækning.
Det lykkedes mig at finde en offentlig trappe og i Vejby gik jeg bl.a. i et virkelig dejligt sommerhusområde. Her gik jeg igen ned mod stranden, og på vej ned af en lille trappe skulle jeg passere en mand, som kom gående med al sit fiskegrej. Det var så ingen ringere end skuespilleren Lars Ranthe. Han kiggede noget på mig, da jeg kom spankulerende i mine støvler og min rygsæk, og han hilste pænt og sagde hej, selvom jeg ikke havde mulighed for at overholde 2 meters reglen. Han var dermed også den eneste på turen, som jeg var "tæt på" :-) Han kunne dog godt have fortalt mig, at jeg ikke kunne komme videre på stranden på grund af kystsikringsgravearbejder, så jeg måtte igen vende om og videre igennem sommerhusområdet.
Kort tid efter nåede jeg frem til et fantastisk område, Heatherhill, som ligger mellem Vejby og Rågeleje, og som er et stort fredet naturområde med lyngbevoksede 15-20 meter høje skrænter, og som kan minde om naturen i de skotske højland. Her holdt jeg en god lang pause inden min sidste strækning mod Gilleleje.
Ved Udsholt Strand begyndte der igen at være mange sten og besværlige passager, og jeg måtte derfor ud og gå en længere strækning på landevejen, og her var det svært at finde tilbage til stranden på grund af de mange private grunde og adgangsstier ud mod vandet. Til sidst lykkedes det dog at finde ned mod vandet, og jeg kunne efterhånden begynde at mærke ømheden i kroppen og trætheden i fødderne, og måske forståeligt nok, for da jeg nærmede mig Gilleleje, kunne jeg godt se på mit Garmin-ur, at jeg ville komme over de 38 km, og ganske rigtigt - med et marathon og tæt på 41 km i stængerne og efter 11 timer på farten nåede jeg frem til det airbnb-sted i Gilleje, hvor jeg skulle overnatte hos en sød ældre dame. Her fik jeg et rigtig hyggeligt anneks for mig selv, og efter et dejligt varmt bad og lidt mad, som jeg havde medbragt hjemmefra (frysetørret kylling i karry, der smagte fantastisk), kastede jeg mig godt øm i hele kroppen på sengen - men godt tilfreds med dagens præstation. Nu var det tid til restitution og tid til at kigge lidt nøjere på den noget kortere rute, der ventede på mig næste dag...
Dag 2 (Gilleleje-Hundested) 28 km
I dag havde jeg en væsentligt kortere vandretur foran mig, men på trods heraf ville jeg igen gerne tidligt op og se solen stige. Jeg skulle dog lige starte med at gå et par kilometer for at nå det sted, jeg havde udset mig til solopgangen, Jeg forlod derfor mit airbnb-anneks allerede kl. 05:15 og bevægede mig ud i de stille gader i Gilleleje ned til havnen i den lille fiskeriby.
Herefter gik jeg i rask trav mod himlens stærke farver, og på klinten øst for byen, hvor vi finder Sjællands nordligste punkt, så jeg solen bryde igennem og gik herefter videre ad Fyrstien mod Nakkehoved Fyr, der går gennem villa- og sommerhuskvarterer med afvekslende terræn, såsom en dejlige stier langs skrænten, Munkerup strandparkområde og hyggelige skovstykker.
I Søren Kierkegaards fodspor
Jeg kom også forbi et skilt til minde om Søren Kierkegaard (1813-1855), der var en af vores største danske filosoffer, og som brugte Gillelejes kyster til at nyde og finde roen og freden til at filosofere over livet og få mange af sine ideer, som senere blev nedfælet på papir.
Han har også skrevet flere af mine ynglingscitater, som jeg vil dele med jer her. Jeg følte mig på denne strækning beriget af at kunne gå i fodsporene på denne filosoferende og beundringsværdige mand, som i sin tid har tænkt store tanker og nedfældet nogle kloge ord, som vi alle kan lære noget af. Tænk hvis man kunne have betrådt disse stier i hans selskab - det havde nok ikke været uinteressant :-)
Selvom jeg havde gået mange kilometer dagen forinden, havde jeg masser af god energi, og resten af turen gik forbavsende legende let og var da ej heller så udfordrende som gårsdagens mange frem-og-tilbage-ture til stranden/kysten.
Solen bagte tidligt igennem, og selvom det var koldt, kunne jeg nemt smide de tykke trøjer. Jeg fulgte det meste af vejen langs kysten ad henholdsvis flade, hårde strandstykker med fine åløb, der skulle krydses, fine stier gennem smukke skovområder med bløde fyrnåle (balsam for fødderne) og en dejlig lang sti hele vejen ind mod Hornbæk Strand og med udsigt til de vildeste (og sikkert meget dyre) sommerhuse,
Jeg nød virkelig roen og stilheden omkring mig og kom pludselig i tanke om, at jeg havde været foruden både radio og tv et par dage, og at det havde været helt befriende...
Efter et lille stop på Hornbæk Strand fortsatte jeg ad Hornbæk Plantage og videre mod Ålsgårde skiftevis på lidt landevejsstrækninger og et lille stisystem, der førte mig højt op over byen med et fantastisk kig mod vores svenske naboland. Vejret var klart, og man kunne tydeligt se bygningerne på den anden side af Kattegat.
Da jeg nåede frem til Ålsgårde fik jeg for alvor varmen, og hatten måtte af og solbrillerne frem, og efter at have gået igennem et villakvarter med de smukkeste huse, kom jeg til Hellebæk Skov, og nu var der ikke mere end 5 km tilbage til Helsingør! I skoven passerede jeg den gamle fine vandmølle, Hammermøllen (1765), som i dag fungerer som en café/restaurant (den vil jeg gerne spise på en dag), der ligger meget idyllisk under grønne bøgetræer og ud til en lille skovsø. Herefter nød jeg bare at gå i skoven, hvor jeg enkelte steder gik parallelt med skinnerne til Hornbækbanen. Forenden af skoven krydsede jeg over skinnerne og kom herefter ud på vejen og dermed den sidste strækning ind mod Helsingør. Garminuret havde forlængst passeret de 25 km, og jeg som troede, at jeg kun skulle gå ca. 20 km i dag.
Da jeg ramte Kronborg Slot, sagde uret 27 km, men jeg havde et par steder glemt at starte uret efter mine pauser, så tror nærmere, at jeg havde gået 28 km., og jeg må indrømme, at jeg var yderst tilfreds med at have tlibagelagt næsten 70 km og næsten 100.000 skridt på kun 2 dage.
Jeg var desuden glad for at se min datter og svigersøn, som havde kørt turen til Helsingør for at hente mig :-)
Med Nordkyststien er endnu et kryds hakket af på min vandrer-to-do-liste og klapper mig selv på ryggen for rent faktisk at gøre mine drømme til virkelighed - og er i dybt taknemmelig for, at vi ikke som så mange andre lande i verden p.t. har totalt udgangsforbud, som ville betyde, at jeg bare havde siddet hjemme i min lejlighed i stedet for at nyde den smukke natur i dejlige Danmark!
Husk at være taknemmelig og sætte pris på livet - både de små og store ting!
Da jeg landede i min lejlighed på Amager, gav jeg mig selv lidt selvforkælelse i form af denne PadiMask, som jeg havde fået i gave.
Den kan klart anbefales, for hold nu op jeg fik de blødeste fødder - og trods en øm krop var jeg allerede klar til at planlægge endnu flere dejlige vandreoplevelser :-)
TAK FOR BESØGET
All rights © wanderwoman.dk