Dag 1 - Sandvig til Rø Plantage

HØJLYNGSSTIEN - FRA SANDVIG TIl RØ PLANTAGE

(23 km)

Tidlig lørdag morgen stod på bussen med min 13 kg tunge rygsæk kl. 06:30 ved DGI Byen i København, og ca. 3 timer senere hoppede jeg på en bus i Rønne, der kørte mig videre til Sandvig. Jeg steg af bussen tæt på Sandvig Camping, for på bagsiden af campingpladsen og ved Sandvigbugten skulle jeg starte min tur.


Solen stod højt på himlen, da jeg kl. 11 ramte den første afmærkning, og jeg vidste, at det ville blive en varm dag (ca. 20-23 grader). Jeg gik stort set helt alene på kanten af Hammerknude i et landskab af store klipper, græs, lyng og skønne dufte fra buske og med sommerfugle sværmende omkring mig. Der var meget stille og kun lyden af fugle, der mindede mig om, at sommeren havde ramt solskinsøen. Efter et par kilometer kom jeg til den smukke grønne Opalsø, hvor jeg mødte en hel del mennesker/turister. Der var bl.a. et firma, da havde arrangeret at afprøve kræfter med en svævebane, der udspandt sig fra en af de højeste klippeafsatser. Der herskede en hyggelig stemning af glade mennesker, hver gang en af de modige svævede ind over søen og landede med et ordentligt plask til stor glæde og skue for deres kolleger.


Efter Opalsøen  gik jeg gennem en dejlig, kølig skov med masser af friske sommerdufte, og inden jeg så mig om, var jeg ved Hammershus, og stien førte mig fint forbi slotsruinerne, ned over en stor grøn eng og væk fra de mange turister og tilbage i en dejlig skovsti tæt fuld af ramsløg og duften heraf og langs en lille å, der løb langs stien. Stien var rigtig fint afmærket af Naturstyrelsen med orange skilte eller orange pletter/pile på træer, så det var meget nemt at finde vej. Jeg fulgte stien østpå gennem mere skov og på fine grusstier, marker og en mose fuld af tusindvis af kvækkende frøer. Det var ekstremt varmt og tungt at gå med fuld oppakning, og efter en lang kedelig strækning med asfalt i den bagende sol kom jeg efter 12 km til en fin skulpturpark, som jeg havde helt for mig selv, og hvor jeg holdt en god lang pause og fik tørret mit sveddryppende tøj og fik noget at spise.


Med fornyet energi i kroppen fortsatte jeg på strækninger med en del asfalt og til tider lange skovstier og mødte kun ganske få mennesker, så der var masser af tid til ro og fordybelse med egne tanker. Efter yderligere 11 og i alt 23 varme km ramte jeg den skønneste, solbeskinnede teltplads (Nordhus) i Rø Plantage kl. 17, træt og svedig og mere end klar til at smide den tunge rygsæk. Jeg var helt alene og fandt en fin plads ved siden af et borde-bænkesæt og bålsted og nød i ro og mag at få sat mit lille 1-mands teltet op, pakket mine ting ud og gjort klar til et bål senere. Ved 18.30 tiden dukkede der lidt flere flere op på pladsen, bl.a. en kvinde, Camilla fra Farum, som jeg hurtig faldt i snak med, og som satte sit telt op i nærheden af mit. Resten af aftenen talte vi om dagens varme og hårde vandretur (Camilla havde gået samme strækning som mig), og så brugte vi tiden på at lære hinanden bedre at kende, og jeg fik gang i lidt bålhygge. Inden vi hoppede til køjs i hver vores telt, udvekslede vi mobilnumre, da vi synes, det kunne være hyggeligt at mødes dagen efter og finde en telt- eller shelterplads sammen, hvor vi begge kunne overnatte. 


Gå til dag 2...