FRA DRØM TIL VIRKELIGHED
Caminoen har kaldt på mig i mange år, og nu bliver det langt om længe en realitet, og jeg glæder mig ubeskriveligt 😍 Der findes utallige ruter at vælge imellem, og jeg har valgt Camino Primitivo, da det efter sigende er den smukkeste, den fysisk mest udfordrende (da man primært vandrer i bjerge), og derudover er det den mest primitive af dem alle (deraf navnet Primitivo).
På denne rute går der ikke så mange pilgrimme, og der kan være langt mellem byerne. Ruten er ca. 320 km lang, som jeg har planlagt at gennemføre på 11-13 dage. Jeg skal overnatte på små, billige herberger i sovesale sammen med andre (snorkende/pruttende) pilgrimme, som jeg møder undervejs, så det bliver nok den største udfordring af alle 😁
Førhen gik man Caminoen af religiøse årsager, men i dag kan der være mange forskellige årsager til at gå en Camino i det nordlige Spanien. Jeg vælger at gå min første Camino alene - og med henblik på ro og fordybelse efter at have mistet begge forældre indenfor få år, efter at min smukke datter er flyttet hjemmefra, efter at jeg selv er flyttet væk fra min fødeby op til min dejlige kæreste i Farum - og ikke mindst da jeg nærmer mig de 50, og dermed skal vænne mig til et skift og tidspunkt i mit liv med nye prioriteringer med mere tid til mig selv og til en krop, der ikke længere er så ung og spændstig, som den var engang 😅 Men jeg vil også gå Caminoen pga. nysgerrighed på livet, den fysiske udfordring og det sociale fællesskab, der opstår helt automatisk, når man møder mennesker fra hele verden med forskellige kulture, baggrunde og livserfaringer i rygsækken.
25. april 2019:
Ankomst til Oviedo, som er en smuk, gammel kongeby i Asturien. Det var rent faktisk Kong Alfonso II i Oviedo, som en af de allerførste nogensinde i år 813 gik pilgrimsturen med sit følge, og det er i hans fodspor jeg skal gå 👣
Jeg har indlogeret mig på et privat herberg “Albergue de Peregrino” (Albergue = herberg, Peregrino = pilgrim), hvor jeg allerede har mødt en sød pige, grafisk designer, på 28 år fra Hong Kong, der har boet på Mallorca de sidste to år. Vi har aftalt at starte turen sammen kl. 6 i morgen! Der bor 14 andre pilgrimme på herberget, men Jeanett og jeg har fået et værelselse for os selv. “Luksus” 😅 Vi har så lige nu fået en ekstra pige mere ind på værelset fra Marbella, Spanien.
Inden jeg fandt til herberget, besøgte jeg byens smukke katedral og “hilste” på Kong Alfonso II - og så fik jeg også mit første stempel i mit pilgrimspas i en katedra. Pilgrimspasset skal udfyldes med stempel i hver by, man overnatter i, for at få bevis på, at man har gennemført Caminoen til Santiago. Jeg håber, det lykkes.
Jeg startede fra Farum kl. 03:30 i nat og har været på farten i tæt på 12 timer, så er ved at være en anelse mør og klar til en forhåbentlig god nattesøvn, inden jeg i morgen tidlig starter mine første skridt mod Santiago de Compostela 👣
Klik på et af billederne for visning i større format
TAK FOR BESØGET
All rights © wanderwoman.dk