Dag 13 (Sidste akt)
Med en smuk solopgang og en lækker morgenbuffet i maven tog jeg bussen tilbage til Santiago med lidt blandede følelser, da jeg vidste, at ingen af mine venner var der. Jeg mødte dog alligevel til min store overraskelse en italiensk pige og hendes far samt et par tyske piger, som jeg havde mødt undervejs på caminoen. Gensynsglæden er altid stor, når man møder folk, som man har delt værelse med eller haft en god snak med undervejs.
Efter jeg havde tjekket ind på et smukt gammelt pilgrimskloster lige ved siden af katedralen, havde jeg tid til at kigge mig lidt omkring i den antikke flotte by, nyde en gang seafood paella og afslutningsvis besøge den store katedral.
Nu er energien brugt op, og jeg hygger på mit fine pilgrimsværelse med eget bad, hvor jeg skal bruge mine allersidste timer, før jeg i morgen tidlig flyver til Barcelona for at møde familien ❤️ Lige p.t. er det dog uvist, om Natalie og Christian kommer med, da de begge er syge 😢 Men jeg håber så inderligt, at de får det bedre til i morgen, da jeg har glædet mig helt ubeskriveligt at se dem alle i morgen.
Tusind tak endnu engang for, at I gad kigge/læse med på mit Camino-eventyr 😘 Min bagage vil være endnu tungere, end på turen herned, da jeg vil komme alle mine ubeskriveligt mange oplevelser ned i rygsækken, og det skal være en sand fornøjelse at bære hvert et eneste minde og venskab med hjem og bevare dem for altid ❤️
Buen Camino 👣
TAK FOR BESØGET
All rights © wanderwoman.dk