Dag 7: O Piñeiral - Castroverde (32 km)

Vi startede i dag med et fantastisk morgenmåltid på det nye flotte herberg, som åbenbart ikke særligt mange kendte til, for vi var stort set alene, da alle andre havde overnattet i byen før vores.

Da maverne var fyldte, begav vi os ud på dagens udfordring (igen i regnvejr, som udelukkende tog til dagen igennem) - og jeg skal da lige love for, at det blev en udfordring! 😱 Efter Hospitales-ruten troede jeg, det ville blive nemmere derfra, men jeg tog grueligt fejl. I dag var der så stejle stigninger, at alle andre tidligere stigninger på ugen blegnede. Jeg mødte for alvor muren et par gange og satte i den grad pris på, at Janet var min tro makker, for havde hun og de andre pilgrimme, som vi møder undervejs, ikke været ved min side i dag, havde det nok taget mig dobbelt så lang tid at komme over de bjerge, vi skulle bestige i dag 😣 Det blev ikke til mange fotos i dag, da hverken energien eller vejret indbød til det 😏 Til gengæld var mange af strækningerne i dag gennem store dejlige skovområder med blødt underlag.

Efter en god pause efter 23 km (maden består som regel af medbragte bananer, kiks, chokolade ell. powerbars - eller for andre en sandwich), hvor vi mødtes med mange andre pilgrimme på en hyggelig café, samlede vi trods ømme muskler kræfter til at gå yderligere 8-9 km, dog i knapt så hårdt terræn, men stadig i silende regn 💦

Jeg vil i den forbindelse lige nævne, at selvom Janet og jeg er blevet de bedste Camino-vandreveninder, er der stadig tid til ro og fordybelse undervejs. For selvom det umiddelbart ser ud til, at vi bare går og hygger/smalltalker dagen igennem på mine fotos, forholder det sig noget anderledes. Vi er ude i naturen ca. 7-8 timer om dagen, og ofte går vi i lang tid uden at tale sammen og måske endda 10-20 meter fra hinanden. Hvis vi har stejle passager, der skal passeres, er vi dog som oftest nogenlunde i nærheden af hinanden, så vi rent mentalt kan hjælpe hinanden (dog uden at sige noget) op eller ned af disse strækninger. Nogen gange kan det dog godt være en hjælp at tale sammen undervejs op eller ned, men ved de stejle passager, er der som oftest ro, for der er ikke luft til andet 😅

Da vi endelig efter 32 km nåede frem til vores herberg i Castroverde, var vi alle godt våde og kolde, for varmebølgen har langt fra ramt os endnu. Herberget var dejlig rent med fine køjesenge, og et varmt bad og tøjvask ventede på os. Trods dagens strabadser var det utroligt nok ikke nødvendigt med så meget siesta i dag, så nogle af os gik turen til det lokale supermarked for at handle ind til carbonara, som en af drengene ville lave til os. Maden blev en stor succes (vi var alle sjovt nok hundesultne), og efter maden blev der spillet lidt spil sammen med vores ukrainske veninde, som vi igen i dag havde mødt flere gange undervejs på ruten. Sammenholdet i familien er ubeskriveligt og bliver tættere for hver dag, og vi har det utrolig sjovt og hyggeligt sammen. Jeg tror, at man helt automatisk oparbejder så tæt et forhold, fordi vi går de samme oplevelser igennem i løbet af dagen på godt og ondt. Det er svært at beskrive og skal nok opleves på egen krop for at kunne forstå det. Men det er helt unikt og en del af Camino-ånden.

I morgen går turen til Lugo (en “slentretur” på kun 22 km - og ned ad bakke hele vejen, hurra), som er den første meget store by i lang tid, vi møder siden vores allerførste dag i Oviedo, hvor vi skal mødes med vores søde, argentinske veninder.

Nu er der ro i sovesalen (sådan da 👀), og tid til lidt hvile.