På vandredag nr. 2 faldt valget på PR14 og PR13. I vores planlægning dagen forinden fandt vi ud af, at man kunne gå en rundtur og dermed gå begge ruter, som betød endnu en tur langs levadaen og igennem den laurbærskoven (Fanal), som vi havde læst meget om og glædet os til at opleve.

Vi tog tidligt afsted og fandt parkeringspladsen - i nærheden af Riberia da Janela, hvor der kun holdt et par enkelte biler - som var godt mudret til, og det støvregnede og var meget vådt og fugtigt. Så regntøjet kom igen i brug, men med  vores erfaring fra i går var vi sikre på, at det nok skulle blive bedre vejr op ad dagen. Med rygsækkene fyldt med vand og madpakker begav vi os ned ad hundredevis af våde/glatte bjælketrapper og med masser af frodig vegetation som laurbærtræer og bregner. Det var en lang og ret tung nedstigning på grund af det våde terræn, som gav sved på panden, så selvom det stadig var fugtigt og vådt, smed jeg regnjakken og den lange uldundertrøje. Til sidst ramte vi slutningen af trapperne og nåede til den flade levada-sti. Her viste skiltet, at vi skulle følge stien til højre, men vi bemærkede lyden af et vandfald til venstre, hvorfor vores nysgerrighed tog os i den retning. Efter lidt klatren over et vandløb og på våde sten/klipper kom vi frem til et meget smukt vandfald, hvor vi var helt alene og selvfølgelig tog en masse fotos. Det var et virkelig skønt sted og sikke en smuk start på vores hike.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse..

Efter vores møde med det smukke, betagende vandfald fortsatte vi turen langs levada-stien, som var meget anderledes end levadaen i går, da den var væsentligt mere våd, fugtig og MEGET MUDRET. Jo længere vi kom vi ind i regnskoven, jo mere mudret og vådt blev det, og vi var flere steder nødt til at balancere på kanten af levadaen for at undgå den værste mudder på stien, som krævede en del koncentration, da vi jo ikke havde lyst til at havne med støvlerne i vandkanalen. Men på trods af det våde terræn var det virkelig fedt at gå i den dybe regnskov, og vi fik selvfølgelig taget mange billeder fra alle mulige vinkler. Vi var til forskel fra dagen i går stort set alene på hele turen, hvilket gjorde turen endnu mere fantastisk og meditativ.

I min koncentration og balancering på kanten af levadaen og iført kasket glemte jeg at kigge op, hvilket betød, at jeg overså en af de store tykke grene, der hang indover levada-stien, og bankede hovedet ret kraftigt ind i grenen. Ups og av! Jeg fik en lille bule og et sår, som jeg havde fornøjelsen af på næsten resten af ferien. Vi gik ret mange kilometer på denne måde, og vi holdt ofte fotopauser og var dybt betaget af den smukke regskov. Jeg forstod især her, hvorfor man kalder det Hawaii i Europa. Terrænet tog mig i den grad tilbage til mine rejser til Maui/Hawaii i 2008. 

Efter den ret så strabadserende tur gennem den mudrede, våde regnskov forlod vi den efter ca. 7 km og 2,5-3 timer. Nu begyndte  vi så opstigningen , som også gik gennem stier med regnskov og terræn med rødt mudder. Vi var glade, da vi mødte af et borde-/bænkesæt, hvor jeg valgte at zip-off'e mine bukser og frigøre mig for de mudrede bukseben. Nu var jeg klar til mødet med den spændende Fanal-skov.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse..

Forude ventede vi som nævnt at bevæge os mod Fanal Forrest (P14), og efter at have krydset en vej fornemmede vi efter ganske kort tid, at vi havde fundet det rigtige sted. Vi stod pludselig på et meget stort græsområde/eng i et meget tåget terræn, og der blæste en ret kold vind (jeg fortrød straks, at jeg havde taget mine bukseben af), men orkede ikke at tage dem på igen, så jeg fortsatte i shorts. Her fandt vi P14-skiltet og gik henover engen, hvor vi mødte vi en flok køer ved en lille sø, og vi gik selvfølgelig i gang med at filme og tage billeder af køerne ved søen - og midt i den tætte tåge gik vi nu ind i et eventyrligt landskab af knudrede træer, som tydeligt bar præg af at være meget, meget gamle, og tågen der hang tykt omkring dem, gjorde oplevelsen helt eventyragtig og magisk - og som taget ud af en film. 

De dramatiske træer fulgte os hele vejen til et meget stort område og en højderyg, hvor man havde laurbærtræerne til den ene side ned ad en skråning, og til den anden side en skrænt, der gik meget stejl nedad, eller det fornemmede vi i hvert fald, men kunne ingenting se pga. tågen. Da vandrestien på højderyggen gik langs med skrænten med frit fald til venstre, blev det for mig en tand for udfordrende, da vinden heroppe var ret kraftig, og det gik samtidig meget stejlt opad. Jeg var max presset og søgte derfor lidt væk fra skræntstien. Da vi kort tid efter kom til toppen af bjerget og igen stod med de dramatiske træer omkring os, fik jeg lidt elektrolytter af min rejsebuddy, som jeg var så heldig, at han havde taget med. Tak Peder! Jeg måtte indrømme, at jeg var gået sukkerkold efter en ret så anstrengende dag med masser af mudder, højdemeter, blæst og ikke mindst fantastiske indtryk af den vilde natur omkring os. Bagefter var der energi til et par selfies, velvidende at baggrunden kun bestod af tæt tåge. Her var det vigtige selvfølgelig motivet, og at vi var høje på indtryk og oplevelser.

Nu gik det stille og roligt nedad og tilbage, og vinden lagde sig jo længere, vi kom ned. Trætte efter et ret hårdt hike (ca. 14 km på 5 timer) sluttede vi ruten, hvor vi startede, og vores parkeringsplads viste sig at ligge ikke mindre end et par hundrede meter fra p-pladsen ved Fanal-skoven. Endnu et fantastisk hike på vores 2. dag på Madeira.

Efter at have skiftet til lidt mere sommeragtigt tøj kørte vi op til nordkysten gennem bjergene og mange hårnålesving, hvor vi landede i den smukke by Seixal kendt som byen med den sorte strand. Her var der ca. 25 grader, stille og varmt, men behageligt Vi nød udsigten til den smukke strand og gik en tur rundt i byen og de stejle gader, som er kendetegnende for øen (se bl.a. det ene foto med 33 %) og fandt en lille lokal cafe, hvor vi drak en velfortjent cola og spiste nogle pommes frites og en is. Aldrig har cola, pommes frites og is smagt så godt.  

Herefter fortsatte vi turen over til Porto Moniz (hvor vi dagen efter havde planlagt at bade i naturlige pools) med betagende udsigt til Atlanterhavet og de store bølger, der tordnede ind over de gigantiske klippevægge. Her var sammenligningen med Maui/Hawaii igen enestående. Nu var vi godt mætte af fantastiske oplevelser og kørte igennem bjergene tilbage til vores vingårdshotel i Calheta med endnu en uforglemmelig og meget oplevelsesrig dag på kontoen. 

Klik her for næste vandreeventyr...