Efter noget tid åbnede der sig et landskab af kæmpemæssige grå/snebeklædte bjerge som stor kontrast til det frodige, grønne område, hvor vi gik. Igen blev pusten taget fra én, men denne gang på grund af udsigten. Og nu kunne vi til gengæld også se toppen af l’Ouillon, og det sidste stykke gik det igen stejlt opad. Det var en kæmpe tilfredsstillelse at have nået toppen, hvor jeg lige måtte spørge et par franskmænd om, hvilken retning vi skulle kigge for at få et kig til Mont Blanc i det fjerne. Fantastisk syn, velvidende at vi inden turen var omme forhåbentlig ville være en hel del tættere på Europas højeste bjerg.

Da vi havde sundet os lidt på den hårde tur op ad bjerget, var det nu tur til nedstigningen, som skulle foregå i en lidt anden retning, så der var lidt andet at se på retur til byen. Temperaturen var nu nået op på over 25 grader, men vinden hjalp til, at det ikke blev stegende varmt at gå på toppen af de franske alper. Til gengæld blev det varmere, jo længere ned vi bevægede os, og at gå nedad er ikke ligefrem min stærke side på grund af mit manglende korsbånd i venstre knæ, så turen ned var mindst lige så hård som turen op, og fødderne begyndte at brænde i støvlerne.

Det var derfor med stor fryd, at vi lettere overophedet og med ømme muskler nåede tilbage til byen efter 18 seje km med ufattelige mange hårde op- og nedstigninger. Nu skulle der hviles og lades op til næste dag, hvor en ny udfordring ventede … (link til Alpe d’huez)