Dag 10 - As Seixas - A Salceda (44 km) 
Dagen i dag gik hen og blev ret så speciel på mange områder. Vi vidste, at vi skulle gå langt for at komme så tæt på Santiago som muligt, men alt afhængigt af folks tilstand i fødder og krop, ville vi vente med at beslutte os for destinationen i løbet af dagen.

Vi startede ud med en kold morgen (ca. 3 grader), men med smuk solopgang og udsigt til flot vejr. Folk gik i deres helt eget og stille tempo efter den lange dag i går, og jeg valgte bl.a. at gå i egne tanker de første ca. 10-12 km, indtil vi ankom til en lidt større by, Melide, hvor den igen stod på blæksprutter 🐙 Herefter gik turen ud af byen, hvor vi begyndte at møde de andre pilgrimme fra den franske rute. I løbet af de første par kilometer talte vi til langt over 100 pilgrimme (pilgrimmene på cykel tæller selvfølgelig ikke - de er jo ikke ægte pilgrimme 😉), hvilket i sig selv var en stor kontrast til vores Primitivo-rute, hvor vi højst har mødt 10 pr. dag, som vi kendte i forvejen. Her var alle fremmed for os 👣

På dette tidspunkt havde vi forlængst skiftet til shorts og t-shirts, for nu ramte varmen os for alvor (tror vi nåede op på 25 grader midt på dagen).

I løbet af dagen blev der talt om forventningerne til det store møde med Santiago i morgen, samtidig med at nogle i vores familie for alvor blev ramt af ømme fødder, lidt småvabler (dog stadig ikke hos mig) og ikke mindst store eller små skader i knæ og skinneben. Efter endnu en af de mange tiltrængte pauser på en café, hvor vi mente, at der var ca. 7-8 km tilbage til den by, vi endelig havde besluttet os for at overnatte i, fandt vi ud af, at der var ca. 13 km igen, og på dette tidspunkt havde vi allerede gået 30 km!! På trods af den bagende varme, ømme fusser og alle de andre skavanker, besluttede vi os alligevel for at gennemføre den lange distance og fortsatte 😱

On and off havde både Janet og Vanina, den argentinske pige, problemer med hhv. knæ og skinneben, men begge piger giver ikke så let op. Hver gang en af dem faldt bagud i gruppen, var der altid en eller flere til at “samle op”. Ingen efterlader familien uden støtte og opbakning.

Jeg gik af selv samme årsag de sidste 4 km med Vanina, som var hårdt ramt af ømt skinneben, men efter en god lang snak for at tankerne væk fra smerten på engelsk/spansk fik jeg hjulpet hende frem til vores herberg kort tid efter de andre og efter 44 km!! Vanvittig vildt, hvis jeg selv skal sige det, og vi havde alle svært ved at fatte, at vi gik så langt i dag. Vi var på farten i næsten 12 timer, og det er helt ubeskriveligt, hvor meget styrke og vilje vi efterhånden har opnået på denne tur. Egentlig troede jeg, at de sidste dage ville være “a walk in the park”, men der er til tider stadig pænt store op- og nedstigninger.

Da jeg stadig ikke har været ramt af hverken vabler eller ømhed i knæ eller lignende (kun fusserne er lidt trætte nu), kalder de mig den stærke, danske viking 😆

Så nu må vi se, om vikingen kan gå de sidste ca. 27 km i morgen uden at kny. Santiago venter forude, og jeg kan ikke med ord beskrive, hvilke følelser der allerede nu strømmer igennem mig ved tanken om at nå frem til katedralen i morgen ❤️ Men lige nu er jeg nødt til at lukke mine øjne, for i morgen har jeg brug for ekstra meget energi til en ganske særlig dag 👣👣👣

Til vandredag 11 - klik her