Camino del Rey

CAMINITO DEL REY (Andalusien, Sydspanien)

Lidt baggrundsinfo:

Caminito del Rey er en af Spaniens mest spektakulære og ikoniske vandrestier. Stien, der er ca. 7,7 km lang, strækker sig over den imponerende El Chorro-kløft og tilbyder en uforglemmelig oplevelse af spænding, højdeskræk (for dem, der lider af det) og ikke mindst naturskønhed. Den består af smalle gangbroer fastgjort til klippevæggene og vandrestier gennem den betagende kløft, som giver et vildt sug i maven, når man kigger ned.


El Caminito del Rey blev bygget i starten af 1900-tallet af et vandforsyningsselskab, der skulle bruge adgang mellem to vandkraftværker, der lå i hver sin ende af El Chorro-kløften. For at gøre det lettere at transportere materialer gennem kløften, fik man sømænd, der var vant til at arbejde oppe i høje skibsmaster, til at hugge en sti ind i den stejle klippeside. Stien fik i 1921 navnet El Caminito del Rey – ”Den lille kongesti” efter at Kong Alfonso XIII gik ruten. Med tiden gik stien i forfald, og som konsekvens blev ruten lukket for industriel transport. I stedet tiltrak kløften adrenalinjunkier i massevis, der satte livet på spil på de lodrette klippevægge, men på grund af flere tragiske dødsulykker blev ruten definitivt lukket i 2001.


Genåbningen af Caminito del Rey i 2015 er ikke kun en fantastisk tidsrejse for Malagas indbyggere og turister. Det har også muliggjort bevarelsen af områdets historie og kulturarv - fra de ældste spor af liv til 1900-tallets industrielle revolution. I de tektoniske plader af kalksten og dolomit finder I adskillige aftryk af fortidens havdyr samt hulrum, der er skabt af erosion. Ligeledes er den oprindelige gangsti fra starten af 1900-tallet, der var en del smallere og uden rækværk, bevaret op til flere steder på ruten. Her får I et angstprovokerende indtryk af hvilke vilkår, der var præmissen for arbejdet i 1900-tallets kløft. En vandretur på El Caminito del Rey er én af de smukkeste og mest nervepirrende naturoplevelser i Andalusien.


Den hængende gangbro, som stien er mest berømt for, er en oplevelse i sig selv, hvor du kan nyde udsigten fra over 100 meter oppe i luften. 


Caminito del Rey er ikke bare en vandretur; det er en rejse gennem tiden og naturens mesterværker. Uanset om du er en erfaren vandrer eller blot søger et eventyr udenfor den sædvanlige sti, vil denne tur efterlade dig med minder, der varer livet ud. Så snør dine vandrestøvler, pak din rygsæk og gør dig klar til at opleve en af Spaniens mest ikoniske vandrestier.

I Kr. Himmelfartsferien 2024 tog jeg på en venindetur til det sydlige Spanien. 


Den ene af dagene havde vi planlagt at skulle gå Camino  (Caminito) del Rey, som længe har stået på min vandreønskeliste, så forventningens glæde var selvfølgelig meget  stor for WanderWoman, da vi begav os ca. 1,5 times kørsel nord for Malaga i Andalusien - og mødet med den betagende og naturskønne Camino skulle da også vise sig at blive lige så fantastisk en oplevelse, som jeg havde håbet på.


Vi havde på forhånd købt/reserveret billetter til turen og parkerede bilen i slutningen af ruten i Álora.


Herefter hoppede vi på en shuttlebus, der kørte os til starten af ruten - Ardales - hvor vi sammen med en masse andre spændte turister stod i kø og afventede at få instruks i, hvad vi kunne forvente på den længe ventede tur. 

Under introduktionen blev vi udstyret med hårnet og flotte blå sikkerhedshjelme, som vi havde meget sjov ud af, for yndige så vi ud, ikke?


Herefter begav vi os ud på turen, og for at nå frem til "klippestien" gik vi gå ca. 1 km, og  herunder igennem et par bjergtunneler. Jeg har altid været betaget af at gå igennem sådanne tunneler. Begge tunneler var ikke så lange, og i den ene var der højt til loftet, mens den anden var meget smal, lavloftet og mørk, så vi måtte gå lidt med bukkede hoveder og gøre brug af vores lommelygter på mobilerne.  


Efter at have passeret tunnelerne nåede vi frem til gangstien langs klippevæggen og en flod, der løb igennem bjergpasset. Nu var vi i gang og var allerede dybt betaget af den smukke natur, som omgav os. Det ses med garanti på vores store smil på fotoet herover.

Herefter gik de næste ca. 2,5-3 timer med at nyde den vilde natur og de majestætiske bjergsider/klippevægge og tage en masse billeder. Billeder i natur som denne kommer dog aldrig til sin ret, da det øjnene ser og indtrykkene er så meget vildere og betagende i virkeligheden.  Man føler sig ekstremt lille og ydmyg.


Jo længere, vi kom frem på turen, jo vildere blev suget i maven, da der var længere afstand til bunden af kløften. Det er en nem og ikke specielt anstrengende gåtur, men det er en tur, man skal overveje at gennemføre, hvis man lider af den mindste form for højdeskræk. På trods af suget i maven - som skyldtes mest den helt ubeskrivelige smukke natur - følte jeg mig dog aldrig usikker, da gangstien er af rimelig ny dato og med gelænder på hele ruten. På nær den sidste hængebro, hvor man føler, at benene ryster under én ved tanken om, at der er 100 meter ned under den svajende bro. Når man dog flere steder kunne se ned på den gamle slidte sti, fik jeg det vildeste sug i maven ved tanken om, at folk tidligere brugte denne sti uden nogen form for sikkerhedsudstyr og uden gelænder... og med de vinde, der hersker oppe i disse højder, må det have været en præstation uden lige at gå den gamle rute! 


Løbende på turen passerede vi andre turister, enten i små eller store grupper, hvilket var lidt generende, men der er bestemt ikke noget at sige til, at denne Camino er et attraktivt sted at besøge, og det lykkedes os til trods for folkemængden at tage en del billeder, hvor ingen andre end os var på. 


Turen er højst anbefalelsesværdig til folk, der elsker at vandre i bjerge og elsker en udfordring oppe i højderne. 

Her kan du se lidt flere af mine billeder fra turen...