** En magisk solopgang og vandreoplevelse **

Denne dag havde vi glædet os helt ubeskriveligt meget til, og vi havde bevidst lagt vandreturen ind som den sidste, da vi havde på fornemmelsen, at det ville blive højdepunktet på vores vandreferie, eftersom turen mellem de to bjerge Pico Arieiro til Pico Ruivo er en af de mest populære vandreture, der er kendt for sin spektakulære udsigt. Vi havde derfor sat uret til klokken "meget tidligt", da vi havde et håb om at opleve solopgangen over skyerne. Så selvom vi havde tjekket vejrudsigten for Pico-toppen, kan man aldrig vide sig helt sikker på, om man bliver mødt af tåge/dis, regn eller sol, men vi håbede selvfølgelig som nævnt på det sidste.

Spændingen var derfor meget intens, da vi kørte op igennem de snoede og meget stejle bjergveje i nattens mulm og mørke, og da vi ramte tågen (skyerne) i natten, var vi lidt nervøse for, om de ville forsvinde. Men nogle få kilometer fra vores startsted opdagede jeg pludselig - til stor begejstring - en kulsort og stjerneklar nattehimmel. Med andre ord var vi nu OVER skyerne, og alt tydede på, at vejret var helt perfekt til at se solopgangen. Vi parkerede bilen, fandt pandelygterne frem og fik gjort os klar til en vild vandredag. Herefter gik vi i den friske, kølige luft og stille nat ned mod startstedet ved en stor radarstation, hvor mange andre mennesker også var begyndt at indfinde sig. Vi havde lidt svært ved at finde det perfekte sted til at se solopgangen, men efter lidt frem-og-tilbage i mørket fandt vi til sidst - og i tid - det perfekte spot (sammen med de hundredevis af andre mennesker, der også var stået tidligt op).

På trods af, at jeg lige skulle abstrahere fra folkemængden, tog dette guddommeligt smukke sted i den grad pusten fra mig. Skyerne lå som et blødt, hvidt tæppe under os, og solen begyndte langsomt at stige op over horisonten, der badede landskabet i de smukkeste, varme og gyldne nuancer. Det var som at stå på kanten af verden og se ud over et uendeligt hav af hvide bomuldsskyer, der strakte sig så langt øjet kunne se. Her glemte jeg alt omkring mig inkl. de mange mennesker, for jeg forstod i den grad, hvorfor de var her!  Sikke et syn og et magisk øjeblik, jeg aldrig glemmer - og ja, selvfølgelig fik vi taget en røvfuld billeder!

Eventyret fortsætter under billederne ;-)

Dobbeltklik på billederne for fuld størrelse...

Efter den smukkeste solopgang, jeg nogensinde har set, var vi klar til begive os ud i det dramatiske bjerglandskab. Desværre havde jeg glemt mine vandrestave på bagsædet af bilen (ikke særlig klogt!), men vi blev enige om at deles om min vandrebuddy Peders stave. Tak! Det var min redning, for i et terræn som dette, er stave for mig uundværlige!

Vi vandrede nu spændte afsted mod det højeste bjerg på Madeira, Pico Ruivo, med det største smil på læberne taget det betagende og maleriske bjerglandskab i betragtning. Stien snoede sig op og ned ad bjergsiderne og nogle steder med meget smalle passager og med frit fald til begge sider, som gav et sug i maven. Ofte blev vi mødt af udsigtspunkter, der tog pusten fra os med den største skønhed fra naturens side. Det var næsten ikke til at fatte, så smukt det var, og så lille og samtidig taknemmelig man føler sig. Jeg følte mig max høj på energi af at gå i de dramatiske og smukke bjerglandskab (jeg elsker bjerge = peakfreak), og energien fik jeg så sandelig også brug for. For efterhånden som solen steg, blev det varmere og varmere og bjergstien stejlere og stejlere, og det gik både op og ned ad snørklede små og smalle stier, på massevis af trapper og igennem bjergtunneler.

Det var fedt - vildt fedt, og jeg svedte... Jeg havde desværre begået den fejl ikke at tage shorts med og havde vandrebukser på, der ikke kunne zippes off. Så da jeg for alvor begyndte at blive overophedet af den bagende sol, satte "projekt shorts" ind, og min vandrebuddys saks måtte frem af rygsækken, så de lange bukser kunne laves om til shorts :-D Den langærmede uldundertrøje blev dog på resten af dagen, så jeg ikke blev stegt af den intense, skarpe sol oppe over skyerne.

Efter 3,5 times hård vandring (7,5 km) med masser af stejle passager og udfordringer nåede vi endelig toppen af Pico Ruivo, Madeiras højeste punkt (1862 m over havets overflade). Herfra havde vi en 360-graders panoramaudsigt over hele øen. Det var en helt vanvittig oplevelse at stå der, højt over skyerne, og med stor respekt for den storslåede natur på moder jord.

Efter vi havde nydt den betagende udsigt, vidste vi, hvad der ventede, og det var samme vej tilbage, dvs. masser af højdemeter (1.000 ligesom på turen ud) i bagende sol. Mange på denne tur vælger at arrangere taxakørsel tilbage fra Pico Ruivo til startstedet, men det skulle vi - selvfølgelig - ikke. Vi var slet ikke færdige med at nyde toppen af Madeira og dens vildt fascinerende udsigt.

Umiddelbart troede jeg, at det ville blive virkelig hårdt at gå turen endnu engang, men jeg på forunderligste vis endnu mere energi nu end på turen ud, og nu vidste jeg, hvad vi skulle igennem, og det havde jeg det rigtig godt med. På vores vej tilbage holdt vi en pause for at spise vores medbragte sandwiches og fandt en rustik bænk og bord i form af klipper. Men vi havde ikke siddet særlig længe, før der dukkede rigtig mange nysgerrige - og sultne - firben op for at se, hvad menuen bød på. Det var ret sjovt, og jeg delte da også lidt krummer ud fra min sandwich :-)

Da vi efter ca. 6,5 timer var tilbage ved Pico do Arieiro, hvor vi startede tidligt i morges, var vi selvfølgelig flade på batterier, så vi sluttede turen af med en velfortjent og tiltrængt sodavand og is med udsigt til de smukke bjergtinder, mens vi talte om, hvor taknemmelige vi var over at have været så heldige med vejret, som gav os den oplevelse, vi lige præcis havde håbet på!

Jeg indrømmer gerne, at jeg var ret så stolt over min egen præstation. Denne vandretur er uden tvivl den vildeste, jeg nogensinde har gået og det absolutte højdepunkt på min tur til Madeira. Det var en ekstrem hård og fysisk udfordring, men belønningen i form af de ubeskriveligt smukke udsigter og oplevelsen af solopgangen over skyerne var det hele værd, og jeg vil til hver en tid gøre det igen. 

Hvis du ligesom jeg elsker at vandre og at stå på toppen af et bjerg og tilfældigvis befinder dig på Madeira, må du love mig, at du ikke går glip af Pico til Pico-turen. Det er bare et must, hvis man har masser af eventyrlyst gemt i sig.

Klik her og læs om min sidste dag på Madeira (i denne omgang)...