DAG 1: HIKE FRA
TÓRSHAVN - VELBASTADUR
Dejligt gensyn med de smukke øer
Siden min første tur til Færøerne for et halvt år siden (oktober 2022) har jeg ikke tænkt på ret meget andet end at komme tilbage til disse fantastiske øer i Nordatlanten, som jeg følte, at jeg ikke fik set en brøkdel af. Min veninde Vibeke havde desuden et ønske om at vandre noget mere sammen med os, og uden tøven fik vi booket en ny rejse til Færøerne i påsken 2022.
Vi forventede, at det nok var blevet lidt forår på øerne i midten af april, men den tanke blev skudt til måls, for da vi kom ned under skyerne ved Vagar lufthavn, mødte der os et fantastisk syn af sneklædte fjelde overalt! Hvad vi ikke vidste var, at der havde været en snestorm på øerne ca. 1½ døgn, før vi ankom. Det var ret vildt - og meget smukt, også selvom vi havde troet, at vi skulle op til grønne - og ikke hvide - øer. Men vi havde vejr med til al slags vejr (det er man nødt til i Nordatlanten), så det bekymrende os ikke med "lidt" sne. Det var bare fantastisk at være tilbage! Vi blev hentet i lufthavnen af vores færøske ven, Ragnar (dejligt med søde venner på øerne), som kørte os til Tórshavn, hvor vi skulle bo på Hilton de første 3 dage.
Da vi var landet tidigt (7:30 lokal tid), havde vi nu hele dagen, og efter indlogeringen på hotellet og lidt morgenmad iførte vi os vandrestøvler og varmt tøj, da vi havde besluttet os for at gå fra Tórshavn til Velbastadur. Vi startede turen fra en lille p-plads ved sygehuset og gik langs den lille elv i retning af Kirkjubøur/Velbastadur. Der lå ikke så meget sne langs elven, men da vi gik op mod fjeldet, mødte vi masser af sne og synes, det var ret hyggeligt, at vores første vandretur skulle foregå i sne. Det var til gengæld meget klart, luften var dejlig kølig og frisk, og så var der masser af sol - og ingen vind. Det var ikke så store op- og nedstigninger, vi mødte på turen, men til gengæld var turen enkelte steder lidt udfordrende pga dyb sne, is på klipperne, sjap og vandløb under sneen. Men det var sjovt, og så vi var lykkelige over at være tilbage på de vanvittigt smukke øer, som vi allerede var godt i gang med at nyde til fulde, for vi havde den mest betagende udsigt til solbeskinnede Nordatlant og sneklædte fjeld i det fjerne.
Efter ca. 3 timer og 11 km nåede vi frem til udsigten ned mod de smukke små bygder Kirkjubøur og Velbastadur og forlod fjeldet med sol i ansigtet og store smil på læberne ned til Velbastadur, hvor vi blev hentet af Ragnar, som kørte os tilbage til hotellet (færingerne er - som I kan fornemme - meget gæstfrie og hjælpsomme).
Da det var lørdag, og vi gerne ville opleve Tórshavn by night, sluttede vi aftenen af med en Beatles-jam koncert på en lokal danseskole, hvilket var en ret så underholdende oplevelse (og vi senere fik fortalt, at vi åbenbart havde været i selskab / danset rundt med mange af de store politikere fra Landstinget) :-)
TAK FOR BESØGET
All rights © wanderwoman.dk