Roque de Los Muchachos (2.426 m)
Efter vores "hviledage" med Calimavind-vandring og karneval i kroppen var vi nu klar til at komme i gang med endnu en smuk vandretur, nemlig til toppen af La Palma, dvs. i en højde på ca. 2.400 meter - Roque de Los Muchachos. Selve vandreturen var ikke så lang kilometermæssigt eller for den sags skyld krævende højdemæssigt, men vi ville til gengæld blive mødt at betagende udsigter, og turen op til området ville også tage sin tid.
Vi blev derfor igen hentet kl. 9 af vores søde og sjove guide og dygtige chauffør. Det var også i den grad vigtigt, at vi havde en dygtig chauffør bag rettet, for en kørsel forude på ca. 1 ½ time plus det løse og med mere end 435 sving/kurver op af bjerget kræver selvfølgelig en vis rutine, og Carlos Andres viste os hver dag, hvordan han kunne "jonglere" med hans store bus! Respecto, som man ville sige på spansk.
I den lille hyggelige by, Los Cancajos, hentede vi vores bocadillos/sandwiches, og efter de første ca. 200 sving op af bjerget i et enormt landskab af høje fyrretræer, lavede vi et lille pitstop, hvor vi allerede kunne mærke, at luften var frisk, ren og lidt køligere end længere nede af bjerget. Men solen var fremme, og det var på ingen måde så koldt, at man behøvede at tage trøjer på, og ellers skulle vi jo nok gå os varme.
Vi startede vores hike i Pico de la Cruz i ca. 2.300 m højde, og herfra skulle vi krydse bjerget med vild udsigt til Roque de Los Muchachos, som er en naturpark, der ligger på toppen af La Palma. Det er et af de få steder i verden, hvor luften er så ren, og hvor himlen er bedst egnet til astronomiske observationer. Af samme grund finder vi her verdens største og bedste stjerneobservatorier (UNESCO World Biosphere Reserve), hvor også Danmark, Norge, Sverige og Finland er repræsenteret med deres helt eget observatorium - og jeg havde udover selve naturparken glædet mig til at møde dette syn, og jeg blev på ingen måde skuffet, tværtimod. Synet af Roque de los Muchachos og den storslåede, imponerende natur gjorde mig målløs og gav mig en lykkerus, og så får den én til at føle sig så lille og ydmyg. Lige så svært det er at beskrive så vild og spektakulær en natur, prøvede jeg forgæves at indfange øjeblikket i et hav af billeder, der alligevel aldrig ville kunne vise den rette stemning. Det skal opleves i virkeligheden, for det er så guddommelig smukt, og jeg indrømmer også gerne, at mit følsomme jeg indtil flere gange blev rørt til tårer, for i det øjeblik - i nuet - følte jeg mig så meget i live! Kan passende bruge mit spanske citat fra min Camino-tur: Esto es vida = Det er livet...
Undervejs på turen fik vi følgeskab af en stor, flot nysgerrig sort ravn, som lod os komme ret tæt på, nok i håb om at der faldt en lille bid brød af. Benjamin lod til at være rimelig tryg ved ravnen og fik den endda til at sidde på skulderen!
Da vi nåede over det flotte bjergpas til det imponerende syn af de mange stjerneobservatorier, spiste vi vores medbragte bocadillos og gik herefter det sidste stykke mod toppen, hvor man normalt har fugleperspektiv over hele øen. Calima-vinden var dog desværre årsag til, at sigtbarheden ikke var lige så klar, som vi havde håbet på, men jeg følte mig på ingen måde skuffet over dagens naturskønne oplevelse - og mon ikke også billederne trods alt skildrer dette...
ESTO
ES
VIDA
TAK FOR BESØGET
All rights © wanderwoman.dk